Det er nok noget, de færreste har lyst til at udsætte kroppen for på en ferie: silende regnvejr, en hullet vej, som stiger med mere end 10 procent, der fører ind i en 500 meter lang tunnel, hvor de har glemt at tænde for lyset, eller også findes det ikke.
Mørket går ud over balancesansen, og med slingrende kørsel kører man med høj puls og bankende hjerte mod den lille sprække af lys, der findes for enden af tunnelen, som i øjeblikket føles uendelig.
Ude i lyset igen er der stadig 3 kilometer til toppen, og turen foregår i kulderystende sneglefart. Sjældent er man blevet så glad for synet af en hytte, hvor der er tændt op i brændeovnen, og man kan få en dobbelt espresso og et stykke frugttærte, som man spiser i bar mave, mens cykeltrøjen tørrer i varmen fra flammerne.
Mens man får varmet knoglerne, kan man på væggen nyde gamle avisudklip og billeder fra Giro d’Italia, hvor vejret fik afgørende betydning for cykelløbets udfald. For eksempel hænger der et billede fra 5. juni 1988, hvor en snedækket Andy Hampsten når toppen af Gavia foran de nærmeste konkurrenter og tilkæmper sig den lyserøde førertrøje.
