Mesdames et messieurs«, mere når jeg ikke at høre over højtaleren i toget, da det langsomt ruller ind på endestationen. Da jeg stiger af, kan jeg se byens klokketårn rage op over de små huse. Blå bjerge ligger som stille kæmper i baggrunden.
Jeg står på stationen Sainte-Dié-des-Vosges. Solen bager mig i nakken, mens jeg venter på mit lift, og tanken om, hvorvidt min påklædning mon er passende til lejligheden, begynder at nage. Blå jeans, læderjakke og Céline-solbriller skriger ikke ligefrem bondegård. Heldigvis, fortæller jeg mig selv, har jeg i det mindste pakket sikkerhedssko.
At have hjertet med. Meningen med den sætning er noget, der åbenbarer sig, efterhånden som jeg bliver ældre. Herregud, jeg er dog kun 31 lange år, men ikke desto mindre føler jeg, at det er ved at være nu, jeg forstår, hvad det går ud på. F.eks. når man står med en råmælksost i hænderne, der er fremstillet med omhu og opmærksomhed, viden og håndkraft, af én enkelt bondemand.
Når man sætter tænderne i en perfekt modnet Munster-ost, så mærker man, at hjertet har været med, og tårerne presser sig på. Man smager ømheden og smagsnuancerne, der folder sig ud som en blomst. Man smager værdien af hårdt arbejde. Hårdt arbejde, som bunder i en higen efter at gøre sit bedste. At få det meste ud af det, man har.
