Leabgarrow ligner en sydengelsk badeby i solen.
En skriggul dobbeltdækkerbus er bygget om til fiskerestaurant, og foran den vrimler det med krebserøde irere. Vi går langs stranden med fødderne i vandet. Det ukrainske flag vajer højt, en flok mørkhårede drenge løber forbi og råber på et ukendt sprog; ukrainske flygtningebørn, viser det sig. Deres mor arbejder på pubben midt i bugten, hvor vi får en kold øl. En flok ryttere rider forbi i vandet foran, og hestene plasker begejstret med forbenene i vandet. En kvindelig rytter glider på hovedet ned i Atlanten. Børnene jubler.
Havnebyen vender øst ind mod Donegals fastland i læ af en høj bakke. Fra toppen ser vi den anden vej ud mod nordvest og øens indre, der ender i uigennemtrængelig tåge.
Vi er ved Irlands yderste kant mod nord og vest. I århundreder var forbindelsen til Skotland stærkere end til Dublin. Faktisk betyder provinsnavnet Donegal ’de fremmedes fæstning’, en hentydning til skotterne, der kom i middelalderen. Indtil det 17. århundrede herskede stærke lokale klaner. Til sidst blev de besejret af englænderne, og generationer af engelske lorder plagede og udsultede Arranmores lokale. Mange rejste væk til Skotland, det sydlige Irland og Amerika.
