Jeg falder to meter ned, da jeg i et splitsekund mister fodfæstet på klippeafsatsen. Jeg lander på ryggen. Helt udstrakt og forbløffet. Jeg ser stjernehimlen over mig og mærker klippegrund og buskads. Alt, hvad jeg hører, er et kildevælds rislen og mit eget åndedræt. Jeg er uskadt. Rygsækken tog fra. Jeg forsøger at rejse mig og tumler videre ned ad fjeldkarmen.
Nattemørket har for længst sænket sig. Jeg er aldeles alene og førstevidne til en kulsort polarhimmel, hvor stjernerne og Mælkevejen står knivskarpt. Månen gemmer sig bag et fjeld, og et spektakulært nordlys strækker sig hvidt og lysviolet over den store sø.
Og midt i dette smukke sceneri bander jeg over, at jeg lod min pandelampe blive hjemme. Heldigvis har jeg mine vandrestave, som nu viser sig dyrebare i min blinde søgen ned ad fjeldet gennem klippe, blokmark og mandshøjt birkekrat.
Det er over midnat, inden jeg totalt udmattet når ned til søbredden efter mange timers forgæves styrkeprøve med den 300 meter høje fjeldside. Jeg får i en fart slået teltet op og fortæret store mængder mad. Er for træt til at tænde trangiaen, så menuen står på rå pølser, saltede nødder og rugbrødsmadder. Men hvor smager det bare godt.
