Vores pas kontrolleres af tre uniformerede mænd inden for få meters afstand. Vores rygsække rulles gennem to forskellige skannere. Vores kroppe skannes af en uniformeret kvinde med en metaldetektor, før vi får lov at gå ind i forhallen på den futuristiske togstation i Usbekistans hovedstad, Tasjkent. Inde på stationen stikker endnu flere hænder frem for at se billetter og guide togrejsende til den rigtige perron. I den tidligere sovjetiske republik har alle stadig en vigtig funktion. I hvert fald på togstationen.
Fra Tasjkent skal vi med tog gennem tre silkevejsbyer, Samarkand, Bukhara og Khiva, hvor sovjetiske, dieseldrevne tog stadig triller ud i landet. Historisk set har togene ikke været de hurtigste, men mere end 30 år efter landets selvstændighed har forbedringerne på landets jernbanenet taget fart. Især de senere år er penge til indkøb af nye tog og glitrende togstationer strømmet til med det formål at fragte flere turister rundt i landet.
Et virvar af rejsende iler rundt i den højloftede ventesal. Forretningsmænd i spidse laksko og med læderattachémapper drikker espresso ved en kaffebar. Russiske turisters rullekufferter skramler over marmorgulvet. Ældre krumryggede usbekiske kvinder med proppede bæreposer stavrer et skridt ad gangen op ad tre trappetrin.
På væggene hænger plakater af landets stolthed: det spanske højhastighedstog Afrosiyob. Ude på første perron holder toget, der ligner noget fra en utopisk fremtid med sin spidse snude, elektroniske vognnumre og blanke facade. Afrosiyob kører på den 600 kilometer lange højhastighedsforbindelse mellem Tasjkent og Samarkand.
