Hvorfor?«, spørger en ung, næsten forbløffet iraker i en sløjt ventileret corona-skurvogn, som vi har fået lov til at gå ind i for at springe køen over – vi er trods alt et par hvide mænd – mens han udfylder vores testet-negativ-bevis.
Ja, hvorfor tage til det nordlige Irak? Hvor man kører forbi vejskilte til byen Mosul, som man stadig ikke er tilladt i nærheden af på grund af Islamisk Stats fortsatte tilstedeværelse. Et land, som Udenrigsministeriet i en meget bestemt rød bjælke fraråder alle rejser til, med undtagelse af nødvendige rejser til den nordlige region. Et sted, hvor det føles som at træde ind i en tændt varmluftsovn, når man går ud på gaden.
På grund af Zagrosbjergene. Og på grund af Rekan Rasool.
Irakisk Kurdistan hedder området og udgør det meste af det nordlige Irak, og som navnet antyder, er det ikke som resten af landet. Folk er ikke arabere, men kurdere, som snakker kurdisk. Halstørklædet hedder jamana og ikke keffiyeh. Og i mindre identitetskritiske områder kan danskere rejse visumfrit i modsætning til resten af Irak, hvor man lige skal et smut om ambassaden i København.
