På museet i Maribo kan du spise, gramse på 5.000 år gammelt træ og bogstavelig talt gå i stenaldermenneskenes fodspor.
Når man går ind fra Banegårdspladsen, skal man først igennem en tunnel, der ligner Femern-forbindelsen med grå beton og udluftningsturbiner i loftet. Så kommer man ind til en væg fyldt med Byggemand Bob-hjelme i friske primærfarver.
Det er museets måde at anerkende Danmarks største byggeprojekt, der blev vedtaget af Folketinget i 2009, og som gjorde det muligt for arkæologerne at gøre enestående fund fra stenalderen i den sumpede jord på Lollands sydkyst, inden maskinerne tog fat. I årene 2012-15, hvor der var mest aktivitet, lå 78 fagfolk på knæ og albuer for at finde beviser på, hvordan folk levede i fortiden, og udgravningerne er fortsat indtil i efteråret. Hele 300.000 fund blev det til fra en usædvanlig velbevaret stenalderboplads.
Et af de mest værdifulde fund er en klump beg udvundet af birkebark. En mørk, klistret masse, som man tyggede og brugte til at lime og tætne. Men også som en slags tyggegummi, hvis man havde tandpine. Ved en dna-analyse har man afsløret, hvordan Lola (en forkortelse af Lolland) så ud, og hvad hun spiste. Og det har bestemt aftenens menu, der består af and, hasselnødder og bær.
