Det er en leg at cykle op ad de grusede bjergveje på en elektrisk mountainbike i Valle de Tena. Det er faktisk først, da vi senere cykler ned, at jeg for alvor opdager, at vi har kørt ret meget opad. En time tager det at komme fra landsbyen Piedrefita de Jaca, hvor vi har lejet cyklerne, og op til den lille bjergsø Ibon de Sabocos i 1.600 meters højde. Undervejs passerer vi små fyrretræer, blomstrende vilde æbletræer og partier med grønt græs og orkideer, der blomstrer i rødt og gult.
Det er blevet aften, og mens vores guide, Alberto Andrés, spreder indholdet af sin rygsæk ud på en ternet dug på en flad klippe, sender solen et gyldent skær over klipper og vandløb.
Indholdet af guidens rygsæk viser sig at være empanada med tun, kartoffeltortilla, lokal fåreost, pølse og skinke. Og mens vi sidder og mæsker os med den blå sø og sneklædte bjergtinder som kulisse, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ligegodt er utroligt, at guiden har valgt at vise os det smukkeste syn allerede på turens første dag. Men der tager jeg fejl.
Da vi afleverer vores cykler, er solen gået ned, og det er buldermørkt og sengetid, inden vi i bil ankommer til hotel Los Siete Reyes i Ainsa. Derfor er det først næste morgen, vi ser, at vi befinder os i en landsby på en bakketop med kig direkte op på et af Pyrenæernes højeste bjerge, Monte Perdido. 3.355 meter højt med tre tinder, hvor sneen ligger som striber af glasur på en kage.
