Om sommeren flytter vi os. Kroppen indånder træer og byer, vores fødder finder veje, vi skal af sted, siger vi, vi skal af sted. Men hvilket sted bærer vi med os?
Det tænkte jeg over, da jeg for nylig besøgte den by på Fyn, hvor jeg som barn boede i otte år med min familie. Selv om jeg har lyse minder fra åen og skoven, saftevand og isblomster, er gensynet med stedet, hvor vi boede, altid indrammet af underligt tågede følelser. Måske var det, fordi vi var både tilflyttere og fraflyttere, måske var det, fordi min verden blev skåret over, da de voksne gik fra hinanden, og måske er det helt normalt at have det sådan med et sted, man engang hørte til – en form for skam over den tabte intimitet, som jeg også kender fra kuldsejlede venskaber, jeg ved det ikke helt. Jeg ved bare, at jeg ikke rigtigt føler, at jeg har en hjemstavn, og at den erkendelse er forbundet med en vis tomhed.
Til gengæld har jeg Ærø.
Her havde min barndomsvenindes mor arvet et hus, og i det hus er jeg kommet hele mit liv. Fra min barndom har jeg taget Ærø med mig, det er blevet mit sted og det stykke Danmark, jeg har givet videre til mine egne børn. Jeg har også brugt et voksenliv på at bestøve alle mine venner med øen, og kærligheden har båret frugt: Mange vender tilbage helt af sig selv, for sommeren er bare smukkest her. Lukker jeg øjnene, uanset hvor jeg befinder mig i verden, kan jeg dufte træerne på stien og det lysegrønne hav uden for min venindes families hus i Ærøskøbing.
