Det er blevet frokosttid ved Vapstälven, der slynger sig dovent af sted under en rødgrøn lodret klippevæg, som ligner noget fra kulissen til en western. Her plukker ørrederne rituelt insekter i strømmen med små fine sug lige under overfladen. Jagtfalke og ravne har taget bo i klipperevnerne, og deres skrig ekkoer gennem landskabet. Bålet knitrer, og der er sat en pande over med rysspytt, som er en lokal variant af biksemad med hakket oksekød, kartoffeltern, rødbeder og cremefraiche med peberrod som dyppelse.
Hvorfor samtalen falder på udfordringerne ved at være kvinde i en lystfiskerverden domineret af mænd midt i et sceneri så smukt og en stund så hyggelig, er ikke til at svare på. Måske sker det, fordi det er en omstændighed, der ikke er til at komme uden om.
»Jeg fangede engang to fine røddinger ved siden af to mænd, der havde stået på pladsen længe. Jeg var stort set lige kommet til, og de vendte sig bare og gik. Havde jeg været en mand, havde de spurgt til, hvilken flue jeg brugte, og hvor fiskene huggede«, fortæller 49-årige Patricia Sirberg, der har været fluefisker i snart otte år.
Hun er gift med Christer Janhans, som står bøjet over bålet og passer rysspytten. Der står en mild duft af tjære omkring ham, for han har duppet sig med en særlig krads omgang myggemiddel. Som åbenbart er effektiv. For der er kun ganske få myg. De kan på disse kanter ellers godt kan indfinde sig i tunge, grå klaser, der er så generende, at man får lyst til at sønderrive sin hud og kaste sig i elven i desperation.
