Stigen, der er lavet af tyk bambus, forsvinder ned i mørket. Jeg sætter den ene fod på øverste trin, drejer kroppen en halv omgang og træder langsomt baglæns ned i grotten.
Foran mig er klippevæggen sort og kold. Den modsatte væg er mindre end en halv meter bag min ryg. Jeg trækker vejret dybt for at undgå at panikke i det klaustrofobiske rum.
»Det kan jeg da ikke, det her«, lyder det fra min søn, der er kommet lidt længere ned og ind i grotten. Jeg kan se, hvordan han forsøger at dreje sin 1,88 meter lange krop rundt om et klippefremspring og ned på endnu en stige.
Det lykkes, og kort efter står vi begge på en flad bund af jord på omkring en halv meters bredde og ti meters længde.
