Sveden hagler af mig, knæene værker, og mine lunger skriger efter mere ilt til både muskler og hjerne.
»Var det ikke noget med, at der skulle ligge en lille café her på toppen«, spørger jeg lettere desperat min en hel del mere sporty kæreste og bonusdatter.
Vi har vandret lidt under en time i 28 grader og sol uden meget skygge fra de krogede oliventræer på klippeskråningen ud mod Det Liguriske Hav mellem Corniglia og Vernazza, to af de fem byer i Cinque Terre.
Netop Cinque Terre, som i 1997 blev optaget på Unesco’s Verdensarvsliste over kulturelle landskaber, har i årevis været på min liste over steder, jeg bare måtte besøge. De mangefarvede huse, som ligger nærmest hugget ind i klipperne, og de små havne med farverige fiskerbåde ud til turkisblåt hav har lokket mig til som hvepse omkring en italiensk isbod.
