Sædvanligvis forsvarer jeg franskmænd, når danskere kalder dem arrogante, tvære, uhøflige. Nu skal man jo aldrig generalisere, og måske gælder det især parisere, der dagligt skal kaste sig ind i den fyldte, pislugtende metro, når de har fri fra arbejde hen ad 19-tiden, og som hver sommer flygter ud af byen for at få luft. Naturligvis en generalisering af middelklassepariseren.
Bordelaiserne er en anden sag. Jo, de har også lange arbejdsdage og børn, der skal hentes. Men i Bordeaux synes de at have noget, pariserne ikke har meget af: tid.
Ved ankomsten til Bordeaux i det sydvestlige Frankrig fornemmer man allerede på togstationen Saint-Jean en anden sindsstemning end i Paris. Passagerer og de, der ellers befolker stationen, bevæger sig langsommere, i bussen ser buschaufføren dig i øjnene, og der bliver set skævt til dig, hvis du ikke kan vente på, at lyset for fodgængerne bliver grønt. Det betyder ikke, at en bordelaiser lige med det samme bliver din ven. De skal se dig an og er – generelt – noget mere indadvendte end pariserne. Men de har tid til at slå en sludder af, og de er meget imødekommende.
Med sine 260.000 indbyggere er Bordeaux en lille storby i fransk forstand, men dog en storby. Måske er noget af det, der ifølge statistikinstituttet Insee gør indbyggere i byer som Bordeaux mere tilfredse med livet end pariserne, at de her lader sig transportere med sporvogn oven vande i stedet for den dunkle metro og ligefrem på cykel. Og så er de aldrig langt fra hverken kysten eller vinmarkerne.
