På vej herop har vi set landskabet forandre sig på den anden side af togruden. Fra Londons tætte bebyggelse over små landsbyer, skove og flade grønne marker, forbi Edinburghs gotiske spir og til det grovere og goldere højland.
Nu står vi i det, i kanten af nationalparken Cairngorms, men det er næsten mørkt, så vi kan ikke se langt ind i den skov, vi nu skal vandre igennem. Man mærker dog tydeligt på luften, at Skotland er nået længere ind i efteråret end England: Selv om begge landes kalendere siger det samme, var London lunt, imens vinteren allerede markerer sig her.
Som vi vandrer af sted i tusmørket, står et karakteristisk skotsk cas’le og skuler over os. Vi er blevet forsinkede på vejen op, men satser på alligevel at nå til den første bothy, som vi havde planlagt at overnatte i, i aften. Det er omkring en halv dags vandring. Det er planen, at vi hver nat skal overnatte i de gratis vandrehytter, som er spredt ud over Skotland. Jeg håber i mit stille sind, at der vil være plads til os i hytten, når vi når frem; vi har et lille tomandstelt med, og vi er syv.
Det er hurtigt blevet helt mørkt, så vores verden er blevet reduceret til pandelampernes lyskegler; det meste af landskabet forbliver skjult i mørket.
