Der er ingen danske byer, hvor himlen er lige så stor som i Aalborg. Det tænker jeg, da jeg en diset morgen krydser Limfjordsbroen. Den tur har jeg taget mange gange i mit liv med en opvækst i forstaden Nørresundby og det meste af min teenagetid på Aalborgs smalle feststræder, mørke værtshuse og farvestrålende cafeer.
Nu er jeg vendt hjem for at forstå, hvad byen, jeg rejste fra for snart 10 år siden, er blevet til. Aalborg er nemlig blomstret op; før var den en by med gammel havneindustri, i dag huser den et rigt kultur- og byliv, der er spejlet af andre større danske byer. Nu kører der 24 meter lange bybusser forbi, som man kender dem fra København. Dér, hvor der tidligere var store parkeringshuse og nedlagte forlystelsesparker, kan man nu sætte sig med en surdejsbolle og en flat white med udsigt til nybyggeri og blomsterkasser. Det, der før var fabrikstungt og gråt, er blevet innovativt og farverigt.
Aalborg har på trods af sin forholdsvis lille størrelse altid tænkt større. Det afspejler sig i den rivende byudvikling, men også i de lokales selvforståelse og det kryptiske kælenavn Nordens Paris.
Aalborgs betontunge ydre ser anderledes ud i dag, end det gjorde for et årti siden. Byrummet har været igennem flere fornyelser, ikke kun med de lange busser, kaldt Plusbus, men også med nye grønne oaser som Østerå og Budolfi Plads. Havnefronten har fået et løft på både den ene og den anden side af fjorden, hvor studieboliger, nybyggede lejlighedskomplekser og et dertilhørende liv er kommet til. Er man tidligt på den, kan man nå at fange smukke skyggekast fra arkitekturperlen Utzon Center i en tidlig solopgang.
