Klak-klak-lydene fra hesteskoene på brostenene lyder igen og igen, når hestene trækker vogne med gæster rundt i Charleston, og især i de mindste gyder og stræder, hvor husene står tættest, forstærkes lydbilledet. Det er en helt usædvanlig oplevelse i en amerikansk by, der ellers i de fleste tilfælde er pakket med trafik, høje lyde af sirener og hvinende bilhjul. Her i Charlestons historiske distrikt er ingen 7-Eleven og kædebutikker. Derimod en mangfoldighed af små nichebutikker, udsøgte gallerier og spisesteder, hvor alt godt fra det nærliggende hav dominerer spisekortene.
Særlig fortryllende er aftentimerne i Charleston. Her er en helt uforstyrret ro. På en klar aften er der udsigt til et væld af stjerner, for der er kun et blødt, nænsomt lys fra gadelamperne, der oplyser de smalle stræder. Inde i husene er svag belysning, og man ser silhuetter af beboere gående rundt bag gardinerne. Stræder som Chalmers Street, Linguard og Church Street er tæt på den fuldkomne idyl. Sanseligt er også den salte, fugtige brise fra havet, som ind over land henter eksotiske dufte fra de ivrigt blomstrende magnolier, azaleaer og jasminer her i foråret. Charleston er så atypisk amerikansk, at man føler sig mere hensat til en gammel europæisk by.
Byen er en favorit blandt amerikanerne, og et par hundrede tilflyttere ankommer hver dag. Boligpriserne er da også røget i vejret, især på halvøen, hvor det oprindelige Charleston fra 1670 ligger omgivet af floderne Ashley mod vest og Cooper mod øst, som i syd mødes og løber ud i Atlanterhavet. Husene – eller rettere palæerne – i South East Bay og The Battery-kvartererne i det sydlige Charleston kræver en kæmpe formue. For 30 år siden var det lavindkomstfamilier – især sorte og latinoer – som boede i den historiske bydel, men i takt med restaurering steg huspriserne, så i dag er det velbeslåede, som bor her, og dem med lavere indkomst, der er rykket ud i periferien.
Utallige huse og bygninger er i dag fredet, og der er skrappe regler for boligerne i det historiske centrum. Dårligt nok et søm må hamres i væggen, uden det er godkendt. Kønt er det overalt. Som langs Rainbow Row med de pastelfarvede facader, aflange rundbuede vinduer og tætstående vajende palmette-palmer langs fortovet. Eller den kridhvide St. Michaels Church fra 1680’erne med sit ranke tårn – i øvrigt byens ældste kirke.
