Som sociolog stejler seniorforsker Lars Kjerulf Petersen fra Aarhus Universitet over ordet ’dobbeltmoral’. Han er ikke meget for at udskamme sine landsmænd. Men han skriver gerne under på, at det er paradoksalt, at flytrafikken i disse måneder sætter nye rekorder, samtidig med at et flertal af danskerne kalder sig klimabevidste.
»Klima fylder ikke mere end tidligere, når det gælder rejser«, konstaterer Lars Kjerulf Petersen, som er førsteforfatter på undersøgelsen ’Ferieliv og klimahensyn’, der udkom tidligere i år.
Intet som helst tyder på, at lysten til at rejse med fly aftager, konkluderer seniorforskeren, som vi vender tilbage til senere. Tværtimod ser væksten ud til at fortsætte.
Den globale flytrafik overhalede i forårsmånederne for første gang rekordåret 2019, før corona en overgang groundede hovedparten af verdens flyflåde. I år venter Københavns Lufthavn 9 millioner rejsende hen over sommeren. Prognosen forudser, at 21. juli bliver travleste flyrejsedag nogensinde herhjemme med flere end 113.000 passagerer i terminalerne i Kastrup. Væksten i flyrejser buldrer derudad med over 10 procent årligt.
