Der er smukt i Dragør på en himmelblå forårsdag. De gule huse med stråtag og røde tegl ligger gavl ved gavl på de smalle brostensbelagte stræder. Pladser, der lige er store nok til at give plads til grønmalede vandpumper, en solskinsbænk og måske et træ eller to, bryder husrækkerne og indbyder til en hyggesnak for de lokale og en hvilepause og fotomulighed for dem, der er kommet udefra for at nyde idyllen i den gamle ’skipperby’ på Amager.
At der er idyllisk, medgiver Axel Bendtsen gerne. Men det er nu ikke derfor, at den pensionerede arkitekt i Miljøministeriet og nuværende formand for Dragør Turistråd sammen med et par andre lokale gennem otte år har arbejdet for at skaffe Dragør og dens havn den største internationale anerkendelse, et kulturmiljø vel nok kan få, nemlig en placering på Unesco’s Verdensarvsliste.
»Dragør er ikke verdensarv, fordi det er en hyggelig by, men fordi byen er et enestående eksempel på en velbevaret skipperby fra 1700-tallet, hvor sammenhængen med havnen og det liv, der blev levet, stadig er synlig«, siger han.
»Sammen med havnen er det et enestående eksempel på livet, dengang al transport foregik ved hjælp af sejlskibe«.
