Nazisternes forsøg på at udrydde Europas jøder er synlige overalt i Berlin, hvor myndigheder, private og kunstnere sikrer et af historiens absolutte lavpunkter mod glemsel. Men blandt snublesten, mindeplader og manende monumenter kan man komme til at reducere den tysk-jødiske historie til de 12 forfærdelige år under Hitlers voldsregime og glemme den samlede fortælling.
De to fortællinger smelter sammen på den jødiske gravplads i berlinerforstaden Weissensee.
I slutningen af 1800-tallet havde Berlin en blomstrende jødisk menighed. Den nyligt opståede tyske stat gav med visse restriktioner jøderne mulighed for at nå langt indenfor i blandt andet universitetsverdenen, og jødiske forretningsfolk og kunstnere satte deres præg på den hurtigt voksende hovedstad. Da jødisk begravelsesskik dikterer, at gravsten skal stå til evig tid, blev de eksisterende gravpladser hurtigt fyldt.
I 1880 besluttede byens jødiske samfund at oprette en ny gravplads i Weissensee, der med 115.000 grave i dag er Europas største jødiske gravplads.
