’De gav deres liv for jeres fremtid’.
Sådan hilses den besøgende velkommen foran det sovjetiske mindeanlæg på Schönholzer Heide i Berlin.
Ordene står med versaler i smedejern. De træder frem på en baggrund af blank rød granit, der danner anlæggets indgangsparti. To fakler flankerer sætningen og formidler en stemning af gravkammer i oldtidens Egypten.
På begge sider våger afbildede meterhøje relieffer af Sovjetmennesker over indgangen. Sørgende og lidende, men også heltemodige og stolte sender de alvorlige blikke ned mod dem, som vover at forstyrre gravfreden.
