Det er ikke den mest oplagte dag til en travetur langs Englands berømte flod Themsen. Skyer changerer i grå toner og truer med at slippe deres vand.
Vi står af på Blackheath Station og bevæger os op ad bakken mod den smaragdgrønne slette. Vejret afholder dog ikke londonere fra at komme ud denne lørdag formiddag. En fløjte skingrer højt, og en fodboldtræner forsøger at få styr på sværmen af energiske børn.
»Nej nej, den anden vej, William«, råber træneren og fægter desperat med armene.
En krans af mødre i blødt joggingtøj og dampende termokaffe i hånden står på sidelinjen med den anglikanske sognekirke All Saints’ gotiske spir i baggrunden. En stiv vind får frisurerne til at stejle.
