Straks efter afgang sætter jeg mig i spisevognen, togets dagligstue, der har noget brunt værtshus over sig. Igen er lysstofrør dominerende i lyssætningen.

Vognen er delt op i to. Spiseafdeling og bar/rygerum. Førstnævnte har ni båse med plads til fire personer omkring et bord. Et lamineret menukort, tysk på den ene side, tyrkisk på den anden, svajer i en lille holder ved siden af et salt og peber-sæt, en sukkerkrukke og en flaske med citronsaft.

Der er åbent ind til togets rygeafdeling. ’Optima Express’ er formentlig det sidste tog i Europa, hvor man kan ryge om bord. Det er i denne del af toget, at det serbiske personale primært holder til iklædt deres bleggule poloshirts. Røgen sejler bagud gennem vognen med brisen fra de åbne vinduer. Men øllet er koldt, og spisevognens backgammonspil kan fremtrylle et næsten komplet sæt brikker, men er ildelugtende og klistret på en bodegasøllet måde.

En af de ni ansatte om bord er Nezan Davidovic, der har arbejdet på toget siden 1997.

»Too long«, siger han og smiler.

Han er ikke som sådan togchef, men fordi han er en af dem med længst anciennitet, er det ham, der tager sig af told- og immigrationsmyndigheder undervejs. Det er nemmest sådan, siger han.

Nezan Davidovic kan fortælle, at vi på denne tur er omkring 40 passagerer i to fuldt bookede liggevogne. De fleste har kørt deres biler om bord i den hale af lukkede sølvfarvede containervogne, som toget slæber efter sig. Normalt er der 150 rejsende om bord, men nu er det sidst på sæsonen, og der er i øvrigt altid flest med den modsatte vej fra Tyrkiet til Østrig. Det er også derfor, at tre liggevogne kører tomme af sted mellem spisevognen og lokomotiverne. Som regel er passagererne folk med tyrkisk baggrund bosiddende i Østrig, Tyskland, Holland og Frankrig, der skal hjem på ferie eller besøge familien.

Jeg spørger Nezan Davidovic, hvornår på turen man skal hænge ved vinduerne for at suge de fineste indtryk til sig.

Nezan Davidovic, ansat på toget siden 1997

»Slovenien er smukkest, Serbien er ... rustikt«, lyder svaret, og jeg tænker, at det i morgen kan blive en lang dag, hvor toget det meste af tiden vil befinde sig i Serbien.

Allerede nu virker togrejsens evige soundtrack betryggende: den dybe rumlen, den metalliske skrigen i svingene, den rytmiske klakken fra skinnerne, vindens højlydte hvislen fra de åbne vinduer. ’Optima Express’ er på vej.

I hvert fald indtil vi pludselig stopper.

Vi kørte planmæssigt af sted klokken 21.32, men holder 22.20 ved den slovenske grænse, mens der er lokomotivskift. Først 23.15 kører vi igen. Igennem Slovenien, rejsens smukkeste strækning, forbi bjerge og langs Sava-floden, en strækning, der med grønt er markeret som en scenic route i ’Rail Map Europe’-kortet. Men alt det ser vi ikke. Det er bælgmørkt udenfor.

Der ligger et spædt, gult morgenlys over kornmarkerne, da jeg vågner ved 7-tiden efter min første nat på ’Optima Express’. ’Ivankovo’ står der på et stationsskilt, da vi snegler os forbi. Vi er et sted i Kroatien tæt på den serbiske grænse.

Jeg stavrer fortumlet ned mod spisevognen. Mine øjne føles bulende som dueæg efter en nat med talrige opvågninger. Jeg har ligget øverst. Køjen er smal og buer en anelse nedad ind mod væggen. Jeg er 1,80 meter lang, og mine fødder har stemt mod endevæggen, hvor det åbne vindue har gjort mine tæer køleskabskolde.

Og der er lydt som bare pokker. Én ting er larmen fra toget, noget andet er lyden af babygråd og hundeknurren fra kupeen ved siden af. På et tidspunkt i løbet af natten faldt mine ørepropper ud, og jeg gik lidt i panik. Famlede efter dem i mørket og åndede lettet op, da jeg mærkede de bløde, let klistrede små svampelignende tingester, nattogets redningskrans, og trykkede dem ind i ørerne igen.

I baren køber jeg en kop pulverkaffe med pulvermælk til 15 kroner. Sætter mig ved et vindue og kigger ud. Vi er kun få passagerer, der er oppe. Måske forsøger mine medrejsende at sove så længe som overhovedet muligt, fordi de ved, at der venter en hel lang dag, morgen, formiddag, middag, eftermiddag og aften, mens toget triller gennem Serbien. Det virker som en fornuftig taktik.

Foto: Thomas Borberg

Kornmarkerne passerer langsomt forbi. Toget stopper næsten op, når vi krydser jernbaneoverskæringerne. Der er små landsbyer. Faldefærdige huse et sted, nogle, der er lidt pænere andre steder. Køkkenhaver med kål og meloner. På et tidspunkt kører vi forbi en ramponeret fodboldbane, hvor en dreng i blå træningsdragt har lagt en bold til rette på straffesparkspletten. Der er ikke net i målene, og hegnet omkring banen er rustrødt. Han stirrer på ’Optima Express’, da det kører forbi.

Der er noget forladt og tyst over det land, vi kører igennem. Som om nogen har glemt området. Det hjælper nok heller ikke, at det er søndag morgen.

I kupeen rydder jeg op. Det bliver en lang søndag, og måske giver det overblik, at jeg reder min seng og holder orden på min bagage.

Klokken 8.55 kører vi ind i Serbien. Her ophører dækningen på min telefon, og jeg prøver at fange togets wi-fi fra en router, der hænger og dingler fra en stang ved vinduet ude på gangen.

Og så er der ventetid. En kvindelig paskontrollør kommer forbi og stempler. Toget skal have nyt lokomotiv. Fra børnefamilien ved siden af kan jeg høre en spilledåse klimpre. Kirkeklokker bimler et sted i nærheden. Det føles som en endeløs venten.

Efter en times ophold kører vi igen. Forude venter en søndag i Serbien.

Op ad formiddagen kommer der gang i spisevognen. Alle båse er optaget, og der bliver sendt bestillinger af sted på togets ’Kalte Früstücksplatte’ med brød, ost, smøreost, smør, marmelade, tomat, agurk og oliven til 52 kroner. Tjenerne spritter bordene af, når bestillinger er afgivet. Det skramler fra tallerkner og klirrer fra bestik. Der snakkes på tværs af båsene. I indgangen til baren hænger cigaretrøgen som et slør.

Og toget ruller adstadigt af sted. Igennem det meste af Serbien ligger vi på en hastighed på mellem 30 og 40 km/t. Enkelte gange rammer vi lommer, hvor vi kort kommer op på 100 km/t., men så er det hurtigt ned i cykeltempo igen. Årsagen er vistnok skinnernes beskaffenhed og det lange tog med bilvogne på slæb. Det går så langsomt, at hører man en hund gø, kan man nå at rejse sig og stikke hovedet ud ad togvinduet og se hunden stå på en mark tæt på sporet og give territorial hals ad den forbikørende stålkaravane.

En af morgenmadsgrupperne er en familie med mor, far og tre børn. Da de er på vej tilbage til deres kupé, standser 30-årige Hakan Cevik ved vores bord for at høre, hvorfor vi tager billeder og skriver noter. Han er født og opvokset i Dortmund, forklarer han på et haltende engelsk. Han er i øvrigt iklædt en uniform, som mange mandlige passagerer benytter sig af: træningsdragt, tøfler og lille skuldertaske.

Det er ikke uvant for ham at tage turen med ’Optima Express’. Denne gang er hans fjerde. Langt det meste af hans familie bor i Izmir. Han har også taget turen i bil nogle gange, men det tager lang tid, og børnene bliver køresyge. Hans kone har flyskræk, så det er heller ikke så godt, og færgen fra Venedig har det med at gynge rigtig meget, når bølgerne er høje. Så toget er den bedste løsning. Og Hakan Cevik kan have bilen med.

Hakan Cevik, taglægger

»Det bedste er, at jeg kan sove, mens vi er på vej. Jeg går i seng i Østrig, og når jeg vågner i Serbien, har jeg fået 11-12 timers søvn i stedet for at sidde i bilen. Og så spiser vi godt om bord også«, siger Hakan Cevik, da han har sat sig ved siden af mig.

Men familiens rejse gemmer også på en lidt trist underhistorie. For Hakan Cevik og hans kone er ensomme i Tyskland. Det meste af hans familie flyttede til Izmir fra Tyskland i 2013. Siden da har han udviklet psoriasis, og han og hans kone er blevet enige om, at det bedste må være at flytte til Izmir. Han er taglægger og håber på at få arbejde, når de er kommet på plads. Hakan Cevik savner familien, og det var hans kone, der sagde, at han måske ville få det bedre, hvis de flyttede til Tyrkiet.

»Det er en ny start«, fortæller han. »Om det bliver godt eller ikke, det ved vi ikke endnu«.

Og hvem er der så ellers om bord? Mange tyrkiske mænd med bopæl i Tyskland. Kun få kvinder. Og så også fire unge gutter to kupeer længere nede ad gangen.

Lukas Passeck, Marcus Wunner, Johannes Petry-Scheuer og Jonathan Christoph. Ingeniørstuderende fra Erfurt med transport som speciale. De er på kombineret feltstudie og oplevelsesrejse. Et par pizzabakker ved vinduet afslører, at de ikke troede, man kunne købe mad om bord. De ville egentlig have været med nattoget fra Bukarest til Istanbul, men afgangene passede ikke med deres planer, fortæller Jonathan Christoph og afbryder sig selv, da han får øje på et lokomotiv uden for vinduet.

»Hov, det er et rumænsk diesel klasse 60. Det er ret berømt«.

De bruger tiden på at snakke, spille kort, pulse i rygevognen og drikke øl. Og de synes, at en halv liter til 30 kroner er lidt dyrt.

»På et tog i Slovakiet kan man få øl til 6 kroner«, er der en af dem, der siger.

Ellers hygger de sig fint på ’Optima Express’.

»Vores forventninger til komforten var i forvejen ret lave, så vi er ikke blevet skuffede«, siger Jonathan Christoph og bliver hurtigt afbrudt af Lukas Passeck.

»Jeg har slet ikke sovet i nat. Det er den der rungende larm. Jeg sover meget bedre på en Flixbus om natten. Men toget er en ny, spændende oplevelse«.

»Jeg elsker det«, siger Jonathan Christoph, som jeg fornemmer har været drivkraften bag kvartettens tur med ’Optima Express’.

Men han har også kørt med nattog som barn med sine forældre, så for ham er der en del nostalgi forbundet med turen.

Jonathan Christoph, studerende

»Nattog er altid noget særligt. Folk har et andet mindset om bord på et tog, de er mere åbne«, siger han.

På den anden side af middag er det, som om toget og dets passagerer har fundet sin rytme. Der bliver døset i kupeerne og hængt ved vinduerne, der kan hives ned, så man kan stå med korslagte arme og se ud på landskabet. Vi er på vej på tværs af Serbien, hvor et skarpt, blændende sensommerlys får alle farver til at brænde ud. Som om der ligger et mælkehvidt skær over det hele. Det er fladt land og ser ud, som om livet her kan være hårdt med faldefærdige rønner, affaldsbunker og ramponerede betonstationer. ’Optima Express’ passerer som et fremmedlegeme på skinner, en organisme med voyeur-tendenser.

Fra nogle af kupeerne lugter det, som om det ikke kun er i baren, der bliver røget. Det blander sig med togets generelle em af noget hengemt og i korte perioder med kloaklugt fra toiletterne. Rygtet siger ellers, at toiletterne bliver rengjort hver anden time. Hvis det er sandt, burde personalet blive båret i guldstol ved ankomst til Tyrkiet, for intet i verden kan lægge en større dæmper på nattogskærligheden end forestillingen om totalt overstrintede toiletter og det, der er værre. Og faktisk ser de pæne ud. Bevares, det er ikke Hotel d’Angleterre, men mindre kan også gøre det. Toiletterne bør ikke afholde dig fra at køre med ’Optima Express’.

Vi kører gennem den serbiske hovedstad, Beograd, med de store grå betonkasser og den karakteristiske Ada-bro, der krydser Sava-floden. På vej ud af byen er der fodboldkampe i ungdomsrækkerne. Vi kan høre dommerens fløjte gennem vinduerne, og tempoet er så lavt, at vi bliver overhalet af biler på vejen ved siden af.

Og så er der frokost. Jeg har engang kørt med et italiensk nattog, hvor der var espressomaskine om bord. Derfor havde jeg drømt om, at et tog til Tyrkiet har et roterende shawarmaspyd i spisevognen, men jeg får stegt kylling og salat med sprøde løg, tomat, agurk og oliven i stedet.

Foto: Thomas Borberg

Klokken 13.30 er vi halvvejs mellem Villach og Edirne. Vi er kørt forbi Velika Plana. Personalet keder sig og får gang i spisevognens fladskærm og finder en 25 minutter lang omgang ’Deep House Ibiza’ på YouTube, der fylder spisevognen med endnu mere larm.

I nabokupeen holder diplomatparret Sammy Düsdieker og Meri Sola til. Ligesom Hakan Cevik og hans familie er de ved at flytte til Tyrkiet. Derfor er hele familien med. Et spædbarn på 12 uger, en pige på 3 år samt hunden Mala, som jeg i min køje har kunnet høre knurre på den anden side af væggen.

De er begge oprindeligt fra München, hun med kroatisk baggrund, men bor i Berlin, hvorfra de altså nu skal rykke til Istanbul for at arbejde for det tyske udenrigsministerium. De har tidligere været udstationeret i Libanon, New York og Mongoliet, hvor de fandt Mala på gaden og tog hunden til sig.

I kupeen flyder det med habengut. Og der lugter intenst af hund. På bordet mellem sæderne ligger farveblyanter og malebøger, og mens vi taler, står den 3-årige i bar mave og ble på Sammy Düsdiekers ben og kigger ud ad vinduet. Mala knurrer ad min tilstedeværelse, og den muskuløse sorte hund er faktisk årsagen til, at familien tager toget på deres rejse til det nye hjem. For to gange er det lykkedes hunden at bide sig ud af et bur i lastrummet på et fly. Den er indtil videre blevet luftet inden afgang og ved den serbiske grænse. Og får ikke så meget at spise. Måske er det derfor, den kigger så intenst på mig.

Togrejsen markerer noget særligt, siger parret.

Sammy Düsdieker, diplomat

»Det er en slags overgangsritual til vores nye tilværelse. Vi ser det som et eventyr, og det er fint at lære vores datter, at rejser er en del af hendes barndom«, siger Sammy Düsdieker.

De er begge glade for toget og ser ud til at synes, at det er ganske uproblematisk at rulle af sted i 32 timer med to små børn og en hund.

»Det er spændende, særligt fordi vi har børn med. Jeg havde egentlig ikke nogen forventninger til turen, men det er fint, det fungerer godt med en hel kupé til os«, siger Meri Sola.

Ud på eftermiddagen omkring Stalac ændrer landskabet sig for første gang. Nu er det ikke længere landbrugsland, men bakket med store grønne skovområder omkring toget. Nogle steder minder det næsten om tæt jungle, når toget krænger sig rundt i det grønne.

Klokken 17.30 ankommer vi til Nis. Vi skal skifte lokomotiv, og personalet giver os lov til at forlade toget. Et fint, blødt aftenlys lægger sig over den slidte station. Grønt ukrudt har fundet vej op gennem betonen på perronen. Mala bliver luftet, og der er generelt en vis kådhed hos passagererne, der slentrer rundt i grupper. For en stund frigjorte fra togets stålkappe.

Jonathan Christoph, der er iført en T-shirt med et gammelt ungarsk M61-lokomotiv på (som vi kender herhjemme som MY), er særligt oppe at køre. For det viser sig, at det lokomotiv, der skal tage os fra Nis til den bulgarske grænse, er et af de sidste af de fire diesellokomotiver, som Jugoslavien-lederen Josip Tito indkøbte til sit personlige luksustog, ’Blue Train’. Det mørkeblå lokomotiv med kendingsnummeret 666, en klasse 24, brøler som et klagende dyr og sender metalblå dieselskyer i vejret, da det nærmer sig ’Optima Express’.

På perronen møder jeg 23-årige Philip Edwards fra Crewe i Storbritannien. Han studerer railway operational management og arbejder med billetsalg ved siden af og er ikke overraskende, rimelig begejstret for tog. ’Optima Express’ har længe været på hans liste.

»Det kører nonstop gennem seks lande, det tror jeg ikke, du kan prøve noget andet sted i verden. Det er en helt unik oplevelse, som jeg aldrig ville få derhjemme. Alene det, at du kan åbne vinduet og kigge ud på landskabet, er helt fremmed for os, der kører tog i Storbritannien«, siger Philip Edwards.

Han har ikke haft de store forventninger og vidste kun, at man ikke skal køre med ’Optima Express’ om sommeren, fordi der ikke er noget klimaanlæg om bord, og at passagererne primært er tyrkere og train buffs, tognørder, som han kalder dem.

Philip Edwards elsker tog så meget, at han kører 65.000 kilometer om året. Jeg spørger ham, hvad hans næste rejse er, og han slår op i sin kalender på telefonen for at tjekke.

»Jeg skal køre med tog i Letland i næste weekend«.

Omkring klokken 18 bevæger vi os stille igennem Nis. Krydser travle gader flere gange og kører langs huse og veje. Ofte så tæt på træerne, at grenene hamrer mod vinduer og tag. Et kærestepar venter ved en togoverskæring, orange og gult lyser op fra en Shell-tank. Et sted står et æsel bundet til en pæl. Vi har bjergene ude i baggrunden og er på vej ind i mørket på den sidste del af ruten gennem Serbien.

Med diktatorlokomotivet forrest rumler vi stille gennem tusmørket på vej mod den bulgarske grænse. Der er en sær reference fra Josip Tito til de vogne, vi befinder os i, hvis standard peger i retning af, at de havde deres storhedstid, dengang han stadig var ved magten.

To børn spiller bold i den dunkle gang ved vores kupé, og på den anden side af klokken 20 er der fuld knald på spisevognen. De fire unge tyskere spiller kort og drikker øl. I baren bliver der pulset som i de glade dage før rygeloven.

Omkring klokken 21.30 går personalet gennem vognene, banker på kupédørene og siger:

»5 minutes. Must be in cabins. Passport control«.

Vi holder længe ved grænseovergangen til Bulgarien. En brysk tolder stikker hovedet ind i kupeerne og spørger efter smuglergods. 666-lokomotivet afkobles med dybe suk, rystelser og kramper. Ventetiden trækker ud, og Mala får mulighed for at tisse på perronen.

Efterhånden som tiden går, tyder det mere og mere på, at ankomsten til Edirne klokken 6 i morgen tidlig er ved at gå op i røg. Det samme er så også den videre forbindelse til Istanbul klokken 8.

Jeg har planlagt at være vågen, indtil vi ruller igennem Sofia, men vi kører først igen tæt på midnat, og der er jeg krøbet sammen på mit natleje i den lille kupé.

Klokken 8 vågner jeg i Bulgarien. Jeg har frosset i løbet af natten, hvor mine bare fødder igen har ligget ved det åbne vindue. Jeg sætter mig med pulverkaffen i spisevognen og varmer mig i solen ved vinduet.

Børnefamilien i nabokupéen sidder i en af de andre båse. Babyen ligger og spræller på et sæde, og den 3-årige får kakao med flødeskum. Det er ren togrejseidyl.

»Det er en afslappende rejse«, siger Meri Sola, der synes, at Bulgarien ser en anelse anderledes ud end Serbien.

Sollyset og cigaretrøgen flimrer i spisevognen. Flere folk dukker langsomt op. Der er kommet noget fnuldret og mørbanket over os alle. De fleste ser ud, som om de snart gerne vil være fremme.

Grønklædt grænsepoliti dukker op, da vi skal ud af Bulgarien. Personalet samler sengetøj ind. Lidt i 10 rammer vi den tyrkiske grænseby Kapikule, hvor vi bliver gennet ud af toget og står på en lang række i et goldt og råt lokale, hvor en tilknappet mand venter bag en glasplade for at tjekke pas.

»Sune?«, siger han, da han kigger i mit pas.

»Viking!«, griner han, stempler og sender mig videre ud i morgensolen.

Børnefamilierne spiser sodavandsis på bænkene. Der er kø ved en kiosk med toldfri sprut og cigaretter. Vi kan først gå om bord, når tolderne har været igennem toget. De passagerer, der går rundt og fotograferer, bliver passet op af en mand.

»Ingen billeder!«, lyder det.

Han har skovsnegl på overlæben, Ray-Ban-solbriller for øjnene og en synlig gøp i bukselinningen.

Klokken 10.40 kører vi ind i Tyrkiet. Der lugter af hestemøg fra køkkenhaverne og af diesel fra lokomotivet oppe foran. Et stort tyrkisk flag vajer på en bakketop, og snart begynder de første af Edirnes mange minareter at dukke op.

»Edirne finish, zwei Minuten«, lyder det fra personalet, og klokken kvart i 12, efter 37 timer på skinnerne, ruller vi ind på stationen i Edirne. Fem timer senere end planlagt.

Toget til Istanbul er for længst kørt.

Foto: Thomas Borberg