Arena Paris Nord syder. Der er trangt i den normale messehal. Alle 6.000 sæder på tribunerne, der er bygget af stilladser, synes optaget, og i mellemgangene, der leder hen til stolerækkerne, er folk stimlet sammen med blikket fæstnet ned mod midten af arenaen, hvor projektørerne oplyser den blå boksering.
»One, two, three, vive l’Algerie«, råber en mand iført det nordafrikanske lands farver entusiastisk på en skøn blanding af engelsk og fransk sammen med sin sidekammerat, mens han vifter med et stort algerisk flag.
Han er ikke den eneste algerier i arenaen. Overalt kan man se og høre begejstrede tilskuere med hvide og grønne flag. Men også mange andre nationaliteter er dukket op, lader det til. En kvartfinale i kvindernes 66-kilo-klasse mellem en ungarsk og en algerisk bokser er pludselig blevet et af OL’s trækplastre denne eftermiddag.
Algeriske tilskuere fejrer Imane Khelifs sejr i kvartfinalen uden for Arena Paris Nord.
