Emma Aastrand Jørgensen stod på det gamle OL-stadion i Athen. Det var oktober 2021, tre måneder efter hun havde padlet sig til to OL-bronzemedaljer i Tokyo. Pludselig blev hun overmandet af følelser.
Kajakroeren befandt sig sammen med sine studiekammerater fra idrætsstudiet på det historiske stadion. De olympiske leges vugge, som hun altid havde drømt om at stå på. Da hun og studiekammeraterne skulle lave en mindfulness-øvelse, og underviseren bad dem om at lukke øjnene og mærke jorden under sig, væltede tårerne frem.
For lige der sank det ind. Det OL hun netop havde deltaget i, og som hun ikke helt havde fordøjet.
»Jeg stod på det sted, hvor man har trænet, præsteret og udlevet drømme. Samtidig var det så forladt og slidt at se på. Det ramte mig hårdere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne ikke helt sætte ord på, hvad det præcist handlede om. Andet end lettelsen over, at OL var slut, og sæsonen var slut. Jeg gav mig selv lov til at tænke og føle, hvad jeg havde lyst til. Hvad var det, jeg lige var gået igennem?«, siger kajakroeren og prøver at forklare det, som man måske aldrig helt kommer til at forstå, hvis ikke man har prøvet det: Presset over at præstere det ypperste sted – der, alle atleter drømmer om at stå – til OL.
