0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Ringens dronninger

Journalist Sara Maria Glanowski har i flere år skildret mennesker og miljøer på kanten af New York og tegner i bogen 'Skyggebokser’ et usædvanligt portræt af Amerika i kamp og forandring. Vi bringer et bearbejdet uddrag fra hendes tid som fighter i den legendariske bokseklub Gleason’s Gym, en testosteronghetto i Brooklyn, hvor Mike Tyson og Muhammad Ali engang trænede, men hvor de regerende verdensmestre for første gang i klubbens historie allesammen er kvinder.

13. august 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Varmen ramte mig som en knytnæve, da jeg åbnede jerndøren til anden sal i den gamle lagerbygning ved Brooklyns havnefront. Hele lokalet dampede, der stank af surt læder, og sveden drev af bokserne, når de bankede hurtige kombinationer på sandsækkene, der hang i midten af rummet som hovedløse kroppe i knirkende jernkæder. I hjørnet sad en sort træner med guldtænder i munden og et håndklæde rullet om nakken. Han hed ’Blimp’, havde facon som et luftskib, og hans mave væltede så meget ud over stolen, at det så ud, som om den var ved at æde sædet under ham.

»Punch while you’re down there, baby!«, råbte han til en af sine fightere, der hang i tovene. »Don’t be lazy! Give me The Heat, baby, The Heat!«.

Jeg fik en boblende fornemmelse af at træde ind i en verden, hvor byen stadig havde rynker. Hvor man brugte spytspande, hvor et blåt øje var et adelsmærke, og hvor livet stod frem i al sin ynde, brutalitet og skrøbelighed. Jeg zigzaggede ind og ud mellem svirpende sjippetove, forbi den fedtede snackbar, der viste sort-hvide boksekampe fra vhs-bånd på et fjernsyn over køleskabet, videre langs baglokalerne, hvor trænere fordrev deres pauser med at spille domino om hinandens penge, og ned til den bageste ring, hvor den gamle bokseguru Hector Roca hang ind over tovene, som en stamkunde hænger i baren på sit yndlingsværtshus.

Med massive guldkæder om halsen, falmede tatoveringer af boksehandsker på underarmene og en attitude, der udstrålede, at han vidste alt og ejede det hele. Han var Gleason’s’ grå eminence, der gik med blåtonede solbriller indenfor og lignede en mellemting mellem en mafiaboss og en bulldog, tæt, brysk og med hængekæber. Han himlede med øjnene og bandede af sine fightere på spansk – »Estúpido! Maricón!« – så snart de gjorde den mindste bevægelse forkert, og i klubben gik han under navnet ’Papa’ eller hans eget foretrukne: ’Professoren’.

Han hævede det ene øjenbryn og kiggede skeptisk op og ned ad mig med samme inspicerende blik som en hestehandler, der undersøger en væddeløbshest, inden han slår en handel af. Jeg anede intet om boksning, havde aldrig set en kamp og var ikke engang i form, jeg kom bare for at træne – stive mig selv lidt af, mens mit liv i New York enten faldt på plads eller fra hinanden. Hector rystede på hovedet:

»Jeg har skabt 22 verdensmestre ...!«.

Alligevel luskede jeg efter ham, da han tøffede ind på sit lille kontor. Væggene var plastret til med fotografier af et liv levet i ringhjørnerne – et mausoleum over en æra, hvor byen var fuld af bokseklubber med svedige champions, cigarrygende managere og promotorer med Fedora-hatte.

Siden Gleason’s Gym åbnede i 1930’erne, har klubben udklækket 136 verdensmestre, og den er Amerikas ældste aktive bokseklub, hvor sportens sidste store berømthed har trænet, Mike Tyson, roden fra Brooklyn, der som 20-årig blev historiens yngste sværvægtsmester og opbyggede et image som den ondeste mand på planeten. Det var også i Gleason’s, at jazztrompetisten Miles Davis trænede, sværvægtsmesteren Joe Frazier og en af boksehistoriens mest brutale fightere, Jake Lamotta, ’Tyren fra Bronx’, som Robert De Niro portrætterede i Scorsese-filmen ’Raging Bull’. Og så var det her, Muhammad Ali kom for at blive klar til sin første titelkamp mod den forsvarende verdensmester, Sonny Liston, i 1964, dengang Ali endnu hed Cassius Clay og blot var en rapkæftet og speedsnakkende underhund fra Louisville, Kentucky.

Gleason’s Gym var Hectors tempel, hele hans verden lå mellem sandsækkene, og fra de lasede kampplakater kiggede boksehistoriens stjerner ned på ham som helgener fra en tid, der for længst var forbi. »Hvor mænd var mænd, og fightere var fightere«, som han længselsfuldt sukkede. Og hvor sværvægtsmesteren var maskulinitetens ypperstepræst, der prydede avisforsiderne og cornflakespakkerne.

Heather 'The Heat' Hardys hjørne sidder klar til at lappe hende sammen mellem runderne

Alicia 'Slick' Ashley laver fight-fletninger på Heather 'The Heat' Hardy før hendes kamp i Brooklyn.

Hector Roca og Alicia 'Slick' Ashley i Gleason's Gym, få dage før hun skal forsvare sin VM-titel.

»Boksning er vævet ind i det stof, Amerika er gjort af«, sagde han og skød topmaven frem, mens han nikkede rundt i sit ubarberede univers. Allerede mens boksning var et illegalt baggårdsfænomen, blev titlen som mester i sværvægt synonym med maskulin magt og det at være amerikaner, og med få undtagelser forblev VM-titlen i sværvægtsboksning på amerikanske hænder gennem 1900-tallet. Men da det amerikanske århundred randt ud, forsvandt de store stjerner fra ringen, Manhattans seriøse bokseklubber lukkede for at gøre plads til kontorbygninger og forretningskomplekser, og Gleason’s Gym overlevede kun, fordi klubben i slutningen af 1980’erne rykkede fra gaderne omkring Madison Square Garden til Dumbo i Brooklyn, der dengang blot var et øde industriområde, hvor gangstere læssede lig i floden. Og fordi klubben inviterede nye kunder ind: yuppierne og kvinderne.

Indehaveren, Bruce Silverglade, kalder Gleason’s »den sidste smeltedigel i New York«, hvor pushere træner side om side med narkobetjente, og finansfyrster sparrer med bandemedlemmer. Og hvor man smider sin sociale status i omklædningsrummet og udelukkende bliver bedømt på den, man er i ringen.

Hector smed sig i en hullet sofa fyldt med boksehandsker. Han må have haft desperat brug for mine penge, tabt til de andre trænere i domino eller på kasinoet i Queens, hvor han spillede om søndagen, for han tøvede lidt og sukkede så opgivende: »Hvor meget kan du betale?«.

Stiv, tung og på hælene

Udefra lignede Gleason’s en brutal verden af ødelagt brusk, brækkede ribben og bristede nyrer, men alle, der trænede i klubben, kæmpede en kamp, der handlede om mere end boksning. Jeg var lige blevet 35 år og ville gerne have en familie. Men min kæreste, der er otte år yngre, havde ikke lyst til at blive far i nogen nær fremtid, og jeg følte mig mere sårbar, end jeg havde lyst til at indrømme.

En fyr i bar overkrop gled forbi mig, mens han tørrede issen med en slidt T-shirt. ’Fighting solves everything’, stod der på den. Jeg smilede af hans krigeriske machobudskab og det ironiske i, at jeg bevægede mig ind i en ung mands sport på et tidspunkt, hvor jeg var trængt op i en krog af mit køn og min alder.

»Man kæmper, når éns magt bliver udfordret«, sagde Hector. »Boksning handler om, hvad man gør, når man bliver overmandet«.

En af hans fightere skævede undrende mod mig.

»Hvem er hun«, spurgte Pancho, en kronraget og tatoveret fyr, der havde trænet med Hector, siden hans egen far skred, da han var knægt.

»Hun er bare en klient«, sagde Hector affejende.

Kvinder har bokset i skyggen for længe. Vi hører til i primetime og på den store tribune

’Klient’ var noget nær en fornærmelse i det usagte hierarki af byzantinske dimensioner, der herskede i klubben. Øverst rangerede verdensmestrene, som hver havde et banner med deres navn hængende under loftet for at konsolidere deres status: ’Home of World Champion Alicia Ashley’, ’Home of World Champion Ronica Jeffrey’, ’Home of World Champion Keisher McLeod’. Under verdensmestrene rangerede de professionelle boksere, krigsveteranen Shawn ’Killa’ Cameron, der havde kæmpet i Irak og Afghanistan, og Heather ’The Heat’ Hardy, der jagtede VM-bæltet. Under de professionelle kom amatørbokserne, der kæmpede på eliteniveau, unge knægte, der deltog i OL, og ’The Slick Chicks’, den femdobbelte verdensmester Alicia ’Slick’ Ashleys klan af kvindelige boksere, der brugte de samme glatte bevægelser og bidende slagkombinationer som deres læremester.

Under amatørbokserne huserede de såkaldte white-collar-boksere, hvide mænd, der havde eksamensbeviser fra universiteterne Harvard, Yale eller Columbia, arbejdede på Wall Street og kom i Gleason’s Gym for at dyrke deres alfamanddom og træne op til velgørenhedskampe, hvor de tæskede hinanden for et godt formål. Og under Wall Street-fyrene kom så fitnessbokserne, som trænerne nedladende kaldte klienter, og som kun akkurat rangerede over boksernes kærester, der sad med næsen i deres mobiltelefoner og gnaskede tyggegummi og filede negle, eller turisterne, der stak hovedet indenfor for en kort bemærkning.

Det var her, jeg begyndte, som klient, nederst i hierarkiet og kun lige over de neglefilende hangarounds.

Hector stak mig et par slidte lyserøde boksehandsker. De stank af sur håndsved og må have huset en koloni af svampe i bunden, men han havde en stolthed på størrelse med en katedral, sov med en ladt pistol på natbordet og havde engang trukket den mod Blimp, fordi »han snakkede for meget«, så jeg sagde ikke noget. Når Hector viklede håndbindene om mine knoer, gjorde han det til gengæld med samme sirlige nænsomhed, som min gamle violinlærer foldede fløjl om sit instrument, før han pakkede det ned i kassen.

Boksning var Hectors musik, hans magi, og han blev blød om hjertet, hver gang han så en fighter, der var både dødbringende og elegant. Kronen på hans livsværk var den regerende verdensmester Alicia ’Slick’ Ashley. Hun var dronningen af Gleason’s Gym og en torn i øjet på tiden, en 50-årig kvinde, der dominerede en ung mands sport, og foruden sine ti VM-sejre og fem bælter havde hun Guinness-rekorden som den ældste champion i boksehistorien. Man siger, at døden følger en bokser som en skygge i ringen, men når ’Slick’ trådte ind gennem tovene, var det, som om hun dansede med den – holdt den i et fast førergreb og smøg sig rundt om hooks, jabs og uppercuts så let og ubesværet, at slag så ud til helt at glide af på hende.

Anthony Geathers
Foto: Anthony Geathers

Bokseguruen Hector Roca (tv) har massive guldkæder om halsen, falmede tatoveringer af boksehandsker på underarmene og en attitude, der udstråler, at han ved alt.

»Lad os se, om du har hjerte«, sagde Hector og gennede mig ind i ringen.

Der var to ting, der dikterede livet i klubben. Klokken, en elektronisk buzzer, der sad i midten af rummet og delte tiden ind i omgange på tre minutter. Og så det nærmest mytiske begreb ’heart’, hjerte, en slags vanvittigt og dumdristigt mod, der repræsenterer den højeste dyd for en fighter – viljen til at kæmpe videre, uanset hvor såret man er. I klubben bar man sine ar som stjerner på en uniform og så skævt til lige næser. Hvis man ville rykke op i hierarkiet, skulle man bevise, at man ikke var bange for slag.

Pancho og de andre bevægede sig let, smidigt og på tæerne, jeg var tung, stiv og på hælene, og Hector hev og sled utålmodigt i mig fra alle sider.

»Ækelt«, fnøs han og kneb øjnene sammen, som om synet af mit hook sved som syre på hans nethinder.

»Gå hjem, og spis fiskesuppe! Det er godt for hjernen!«, snerrede han. »Du er langsom! Håbløs!«.

Der var slag overalt, og de landede hårdt på min kæbe og mine tindinger, som havde hun dyppet hænderne i stål. Jeg kunne mærke en flænge på min underlæbe, og inde i mig ræsede alting, overlevelsesinstinkterne, adrenalinen og hjertet under sports-bh’en, men udenpå blev min krop helt rolig

Pancho klappede mig på skulderen, kørte mig hjem i sin fjedrende bil og forklarede, at Hector havde det med at bryde sine fightere ned for at bygge dem op igen. Lag for lag som en smed, der folder stålet til et samuraisværd for at hærde det til kamp. Boksning blev min umage følgesvend, mens jeg tog brydegreb med tanken om at give afkald på børn – et valg, der måske var uigenkaldeligt for mig, men ikke for min kæreste. Og Hectors rigide regime og jernhårde disciplin blev nærmest meditativt for mig. At skyggebokse tre runder og sparre med Pancho, arbejde med Hector i ringen, på puderne og på sandsækkene.

Han lærte mig, hvordan man bevæger sig ind og ud med knæene let bøjede og hagen sænket, hvordan man skaber momentum med tæerne, transporterer kraften gennem kroppen og ud i knoerne, dypper overkroppen for at glide af på en lige højre og kommer tilbage med et hook til modstanderens krop. Når vi var færdige, satte han sig på mine ben og læste dagens udgave af Daily News, mens jeg lå på en af de hullede træningsbænke, lavede mavebøjninger og tænkte på, om jeg selv kunne blive fighter. Om jeg havde den rette mængde hjerte.

Den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates har kaldt boksning for modsætningen til det feminine, Amerikas mest maskuline sport. »Boksning er for mænd, handler om mænd, er mænd«, skrev hun i sit berømte værk ’On Boxing’ fra 1987: »En hyldest til maskulinitetens tabte religion, endnu mere kraftfuld, netop fordi den er fortabt«. Men for første gang i Gleason’s’ historie, var klubbens seks regerende verdensmestre kvinder. Og hver eneste af dem udfordrede forestillingen om, at boksning og lysten til at erobre et andet menneske tilhører mænd.

Offer eller kriger

Heather ’The Heat’ Hardy oksede af sted på crosstraineren i en lufttæt heldragt af hvid plastik. Med kroppen smurt ind i fedtet makeupfjerner og Epsom-badesalt og på en diæt af tre blåbær, to jordbær og en skefuld jordnøddesmør. Det var tre dage før kampen, hun selv beskrev som »den kamp, hele min karriere har ledt op til«, og hun havde lige banket sin sparringspartner i gulvet med en højre overhånd, der sendte hende direkte på hospitalet, så nu skulle hun bare dehydrere og dræne kroppen for væske for at tabe de sidste pund og nå sin kampvægt på 56 kilo.

»I can do it! I can fucking do it! Bare to runder mere!«, hvæsede hun med knastør tunge og halsede mod saunaen, prustende, skummende og dryppende. Heather var Gleason’s’ ubesejrede boksehåb, og jeg havde set hende vende hjem fra kampe med sting i ansigtet, brækket næse og øjne, der var så sorte og hævede, at hun gemte sig for sin datter i dagevis. Men i sin karriere som professionel bokser havde hun endnu ikke tabt. Og på boksescenen i New York var hun en celeber kultfigur og ilter stemme for kvinders plads i ringen.

»Kvinder har bokset i skyggen for længe«, lød hendes mantra. »Vi hører til i primetime og på den store tribune«.

Heather 'The Heat' Hardy spytter tandbeskytteren ud efter endnu en sejr i Brooklyns Barclays Center.

Dina Thorslund (th.) var på hjemmebane, da hun mødte den femdobbelte verdensmester Alicia ’Slick’ Ashley.

Heather ’The Heat’ Hardy lader sig hylde efter en sejr i Brooklyns Barclays Center.

Jeg var fan af ’The Heat’, fordi hun blev allerfarligst, når hun blev slået ned, og jeg var draget af transformationen fra menneske til fighter. Boksere er gjort af et særligt stof. De er ekstremister og excentrikere, der slutter fred med frygten, ignorerer flugtinstinktet og risikerer tab og ydmygelse for at opretholde en drøm, som kun de selv kan se.

Heather lå indpakket i plastik under en bunke af håndklæder på de varme fliser i dampbadet ved siden af mig, og en tæt, hvid tåge lukkede sig som en puppe omkring os. Jeg kunne næsten ikke se hende for damp, og hun var så afkræftet, at hendes stemme flød ud i en sløret hvisken. Det var, som om hun var ved at forsvinde, fortrænge den del, der var sårbar – udsulte den, svede den ud og drive den på flugt før sin kamp. Hun vågnede stadig af sine egne skrig om natten – »Get off me! Get off me!« – og kunne næsten mærke hans krop oven på sin. Vægten af en voksen mand, der tyngede hendes 12-årige skikkelse ned, og hånden om halsen, så hun ikke kunne få luft. Men hver gang hun vandt i ringen, var det, som om sejren trak en lille smule fra alle de gange, hun havde tabt udenfor.

»Det, der har trådt på dig gennem livet, kan du enten bruge som undskyldning eller som brændstof«, sagde hun. »Gør du dig selv til offer, eller bliver du en kriger?«.

Rundt om hendes håndled snoede en spinkel tatovering sig. ’Still I Rise’, stod der, en linje fra et trodsigt Maya Angelou-digt om at rejse sig som støv af det søle, man er trampet ned i.

»Jeg har kæmpet for mit liv så mange gange, hvor jeg ikke havde en reel chance. Ringen er det sted her i verden, hvor jeg ikke er bange«, sagde hun. Der havde hun kontrol – der var hun Heather ’THE MOTHERFUCKING HEAT’ Hardy.

Brutalt søsterskab

Forhåbentlig slap jeg med blodnæse og et blåt øje, tænkte jeg, da jeg rørte i gryden, hvor min nyindkøbte tandbeskytter lå og simrede. Den hed Shock Doctor, og med den fulgte en forsikringsgaranti, der dækkede tandskader med op til 10.000 dollars. Jeg skulle i ringen med The Slick Chicks, Alicia ’Slick’ Ashleys ukuelige hær af kvindelige fightere, som hver weekend finpudsede deres hooks og uppercuts på hinandens kæber, og hele ugen havde jeg løftet vægtskiver med nakken, så jeg kunne stå imod deres slag. Jeg ville have en kamp – kampen var klubbens ilddåb, dens optagelsesritual, dens bar mitzvah. Jeg anede ikke, hvor boksningen ville føre mig hen, men jeg vidste, at det var et sted, jeg ikke havde været før. Kald det flugt, kald det at klare sig, men først og fremmest var det befriende at åbne en ny verden, mens jeg lukkede døren til forestillingen om, hvordan jeg havde troet, mit liv skulle se ud.

Det, der har trådt på dig gennem livet, kan du enten bruge som undskyldning eller som brændstof. Gør du dig selv til offer, eller bliver du en kriger?

De var allerede ved at varme op, da jeg kom. Gvantsa ’GoGo’ Pantsulaia, et OL-håb fra Georgien, Kimberly Tomes, en asiatisk kvinde, der begyndte at bokse, da hun frekventerede byens natklubber som stripper og blev banket i gulvet af en kunde, men nu boksede professionelt og havde perfektioneret en lumsk uppercut. Og Andrea Tosto, som de kaldte ’Hulken’, fordi hun transformerede sig fra en blid socialrådgiver til en destruktiv energi, der hærgede ringen med voldsom slagkraft.

Mens fyrene fra Wall Street brugte klubben til at dyrke deres maskulinitet, udfordrede The Slick Chicks forestillingen om, hvad det vil sige at være kvinde. De var holdkammerater, der sad på forreste række til hinandens kampe og fostrede et brutalt søsterskab i en verden domineret af mænd. Og ligesom resten af klubbens fightere delte de en særlig intimitet og tillid under aggressionen, fordi de bogstavelig talt holdt hinandens liv i hænderne og så hinanden mere afklædte end nogen elsker, hver gang de trådte ind i ringen. Alicia spændte min hjelm, og Andrea øvede sine kombinationer. Hun var lille, men en maskine af muskler, og hverken vaselinen eller hjelmen beskyttede mod andet end snit og skrammer. Jeg tænkte på degenererende hjerneceller og iturevne nervebaner.

»Slap af, træk vejret, blokér, og husk at bevæge dig rundt i ringen«, sagde Alicia og spredte tovene, så jeg kunne kravle ind. Men allerede 60 sekunder efter klokken lød, kunne jeg smage blod i munden. Andrea pressede mig baglæns med sit jab, det korte, lige stød, trængte mig op i et hjørne og lod hænderne gå med dybe slag, mens jeg forsøgte at spænde mavemusklerne og blokere. Det hvinede og peb, hver gang hun borede sine næver ind i mig, og slagene kom så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at parere, men i stedet rullede mig sammen som et pindsvin. Alicia lod Andrea fortsætte, hun var i færd med at vaccinere mig – sprøjte et skud frygt ind i mine årer for at vænne mig til den og lære mig at se lige igennem den, så den ikke krøllede mig sammen.

Alicia ’Slick’ Ashleys har en klan af kvindelige boksere, der bruger de samme glatte bevægelser og bidende slagkombinationer som deres læremester. De kalder sig ’The Slick Chicks'.

Andrea kæmpede sin egen kamp mod frygten. Den handlede om at være født i en kvindekrop, men hverken føle sig som mand eller kvinde. Hun var gift med en frodig mavedanserinde, men gik selv i boksershorts, barberede håret kort i siderne og lod skægstubbe stå på hagen, mens hun forsøgte at genvinde kontrollen over en krop, der føltes fremmed, og som hun var flygtet fra, siden hun var teenager. Ringen var det sted, hvor hun helede, forsonede sig med smerten, imens hun formede sin egen forståelse af det maskuline og det feminine og alt det indimellem. Det var en skræmmende og frustrerende proces, havde hun fortalt, og i ringen manifesterede den sig som ’Hulken’.

Jeg må have lukket øjnene et splitsekund, mens jeg dukkede under ’Hulkens’ hook, for pludselig var jeg omsluttet af et sort lys, og mit hoved smækkede bagover med et smæld, der føltes, som om min hjerne hamrede mod hovedskallen. Andrea havde ramt mig med det mest effektive slag, der findes, den lige højre, og jeg var ør og svimmel og satte mig fortumlet ned foran ringen, mens jeg ventede på, at rummet atter stod stille.

»Træner du op til kamp«, spurgte Heather begejstret, da jeg skyllede blodet af min tandbeskytter i omklædningsrummet bagefter. Jeg rystede på hovedet. Det dunkede derinde.

»Jeg er slet ikke klar«, svarede jeg, stadig overvældet af Andreas styrke og den ild, man skulle igennem før en kamp.

Jeg var ikke sikker på, at jeg havde det i mig. At jeg kunne overvinde frygten for slagene. Alicia stod i døråbningen og betragtede mig. Hun voksede op i en familie af krigere og strateger, og begge hendes søskende var champions. Hendes ældste bror, Devon, havde haft tre VM-bælter i kickboksning, og hendes yngste bror, Maurice, blev i 1999 verdens første sorte stormester i skak. Alicia hverken røg, drak eller havde børn, men levede asketisk med en sandsæk i dagligstuen og så boksning som en mental kamp om at gå gennem smerten og gribe ind i sig selv for at finde noget, man ikke anede eksisterede. Og det var hendes job at skrælle alt det væk, der holdt mig tilbage. Frygten og tvivlen.

»Man kommer aldrig til at føle sig klar«, sagde hun. »Vi sætter en dato. Og så bliver vi klar«.

Ilddåb

Backstageområdet på B.B. King’s var en myretue af trænere og fightere, der skiftede til kamptøj, skyggeboksede, fik nakkemassage og blev målt og vejet. GLEASON’S stod der med store sorte bogstaver på lysskiltet udenfor, og inde i salen sad 4-500 gæster ved små borde eller lænede sig op ad baren i den velourklædte kælderklub, hvor Aretha Franklin, James Brown og Jay-Z har optrådt. Det var her, midt på Times Square, New Yorks blinkende kaotiske centrum, at Gleason’s Gym holdt sit årlige bokseshow. Og her, jeg skulle debutere som fighter.

Jeg kunne skimte min modstander gennem døren til omklædningsrummet. Hun var højere end mig, havde længere arme og større rækkevidde, og nu stod hendes træner og opildnede hende, så hans mørke dreadlocks fløj om ørerne på ham: »Bare fyr løs! POW-POW-POW-POW-POW! Take it to the streets!«, brølede han.

Jeg sank en klump og mærkede et koldt sus. The Streets ... Han var i færd med at gejle hende op til en vild og hæmningsløs gadekamp. Måske burde jeg alligevel have pakket en taberkuffert som Floyd Patterson. Om morgenen inden sin VM-kamp mod Sonny Liston i 1962 tog han et falsk fuldskæg og et par mørke solbriller frem – en forklædning, han kunne gemme sig bag, da han skamfuldt listede ud af arenaen, efter Liston havde slået ham ud i allerførste runde. Man kan ikke skjule, hvem man er i ringen, sagde man i klubben. Hele éns indre rum blotlægges, og man bliver nøgen. Jeg kunne smage syre i munden, da Alicia gav mig de blå kamphandsker på, og hårene rejste sig på mine arme.

»Glem hende, og kæmp din egen kamp«, sagde Alicia. Det havde været hendes mantra de seneste seks uger. At spille mit eget spil uden at bekymre mig om alt det, jeg alligevel ikke kunne kontrollere.

Min modstander skød ud af sit ringhjørne som en opildnet tyr med vidt udspilede pupiller og handsker, der buldrede mod mig som to røde horn. Der var slag overalt, og de landede hårdt på min kæbe og mine tindinger, som havde hun dyppet hænderne i stål. Jeg kunne mærke en flænge på min underlæbe, og inde i mig ræsede alting, overlevelsesinstinkterne, adrenalinen og hjertet under sports-bh’en, men udenpå blev min krop helt rolig. Mit blik blev skarpere, alle detaljer omkring mig trådte tydeligere frem, så jeg registrerede de små signaler, der afslørede min modstanders næste slag, nanosekundet før hun sendte det af sted. Og så så jeg mine egne handsker bore sig ind i hendes kæbe, forsvinde i hendes øjenhule, stange hendes krop baglæns. Det må være det, Mike Tysons træner, Cus D’Amato, mente, da han sagde, at frygt er som ild. Hvis du lader den spinde ud af kontrol, kan den ødelægge dig, brænde dig op – ud – ned, men når først du kender frygten, kan du manipulere den og få den til at arbejde for dig.

Der var blod tværet ud over mine handsker, og det dryppede fra min modstanders ansigt og ned på kanvassen. Min lige højre fik hende til at miste balancen, vakle på benene og tøve med at slå igen, og blodet fik publikum til at brøle. Det var makabert og grafisk. Primalt. Som sex, døden, en fødsel. Kamplederen kaldte timeout og sendte mig over til det neutrale hjørne, mens ringlægen tørrede min modstanders ansigt, lyste hende i næsen og undersøgte, om den var brækket.

Jeg kiggede ned på mine handsker. De var tværet ind i en klæbrig masse af slim og snot og blod, og en blanding af sød triumf, afsky og væmmelse flød sammen i mig. Nede blandt publikum fandt mine venner konstant på nye boksernavne, »Sara – The Great Dane«, skrålede de, »Sara DANE-ger!«.

Mine knoer var røde og hævede, da jeg kom tilbage med vinderpokalen over hovedet, euforisk, lettet og en lille smule skræmt over, hvor godt Alicia havde trænet mig. »Kunne du li’ det? Vil du gøre det igen«, spurgte mine venner, da jeg stod i baren med en fadøl i den ene hånd og pokalen i den anden. Den var lavet af marmor med Gleason’s’ logo indgraveret øverst, og på foden sad en hvidhovedet havørn, Amerikas nationalsymbol, belagt med noget, der glimtede som guld. Alicia var allerede ved at lægge planer om at tage med mig til Florida for at kæmpe ved det nationale mesterskab, The National Golden Gloves.

»Nu er den første kamp af vejen, så kan vi fokusere på den næste«, sagde hun. Jeg havde hele tiden tænkt på kampen som et endemål, men den føltes mere og mere som en ny begyndelse, på én gang skræmmende og dragende.

»Fortryder du nogensinde, at du ikke fik børn«, spurgte jeg Alicia nogle dage senere, da vi var tilbage i Gleason’s og havde sparret fem runder. Jeg var gennemblødt af sved. Renset. Hun rystede på hovedet.

»Jeg har jo jer, mine chicks«, sagde hun og trak boksehandskerne af mig. Klubben var fuld af den slags surrogatfamilier, og for en stund blev The Slick Chicks min.


Sara Maria Glanowskis ’Skyggebokser’ udkommer på Gyldendal mandag.

  • Den femdobbelte verdensmester og ældste champion i boksehistorien Alicia 'Slick' Ashley og hendes træner, bokseguruen Hector Roca.

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden