Varmen ramte mig som en knytnæve, da jeg åbnede jerndøren til anden sal i den gamle lagerbygning ved Brooklyns havnefront. Hele lokalet dampede, der stank af surt læder, og sveden drev af bokserne, når de bankede hurtige kombinationer på sandsækkene, der hang i midten af rummet som hovedløse kroppe i knirkende jernkæder. I hjørnet sad en sort træner med guldtænder i munden og et håndklæde rullet om nakken. Han hed ’Blimp’, havde facon som et luftskib, og hans mave væltede så meget ud over stolen, at det så ud, som om den var ved at æde sædet under ham.
»Punch while you’re down there, baby!«, råbte han til en af sine fightere, der hang i tovene. »Don’t be lazy! Give me The Heat, baby, The Heat!«.
Jeg fik en boblende fornemmelse af at træde ind i en verden, hvor byen stadig havde rynker. Hvor man brugte spytspande, hvor et blåt øje var et adelsmærke, og hvor livet stod frem i al sin ynde, brutalitet og skrøbelighed. Jeg zigzaggede ind og ud mellem svirpende sjippetove, forbi den fedtede snackbar, der viste sort-hvide boksekampe fra vhs-bånd på et fjernsyn over køleskabet, videre langs baglokalerne, hvor trænere fordrev deres pauser med at spille domino om hinandens penge, og ned til den bageste ring, hvor den gamle bokseguru Hector Roca hang ind over tovene, som en stamkunde hænger i baren på sit yndlingsværtshus.
Med massive guldkæder om halsen, falmede tatoveringer af boksehandsker på underarmene og en attitude, der udstrålede, at han vidste alt og ejede det hele. Han var Gleason’s’ grå eminence, der gik med blåtonede solbriller indenfor og lignede en mellemting mellem en mafiaboss og en bulldog, tæt, brysk og med hængekæber. Han himlede med øjnene og bandede af sine fightere på spansk – »Estúpido! Maricón!« – så snart de gjorde den mindste bevægelse forkert, og i klubben gik han under navnet ’Papa’ eller hans eget foretrukne: ’Professoren’.
