Det er vinteren 1980. Bag rattet i en lille grøn Morris sidder Niels Nygaard.
Han er lige knap 27 år gammel, har kursen sat mod barndomshjemmet i Skive og ingen anelse om, at turen vil føre til en beslutning, der vil forandre hans liv.
Bag sig i sin lejlighed i Bülowsgade på Frederiksbjerg i det centrale Aarhus har han efterladt sin skrivemaskine og de første 30 sider af sit speciale, ’Interesseorganisationers indflydelse på dansk ulandsbistand’, på skrivebordet i stuen. En opgave, han stadig mangler at skrive det meste af, men som han drømmer om snart vil føre til titlen cand.scient.pol. og helst et job hos Mellemfolkeligt Samvirke eller ligefrem FN.
For Niels Nygaard er vokset op med udsyn til verden. Med forældre, der gennem Jyllands-Posten, Danmarks Radio og indtil flere lokale aviser labbede samfundets aktuelle tilstand i sig, var den store verden aldrig længere væk end tryksværten på avissiderne. Jævnligt lod de sig føre rundt på kloden. Til Kina, Thailand, Egypten, Grønland og Østeuropa.
