I nummer 166 i et 2-etagers gulstenskompleks i Søborg bor en mand, som for et år siden aldrig før havde siddet i en bobslæde. Han kommer ud ad døren i rød dunjakke og med veltrimmet skæg, og i hænderne har han termokopper med kaffe. Han har jetlag, hedder Simon Darville og er netop hjemvendt fra en to måneders OL-kvalifikationstur i Nordamerika med et hold af tre atleter. De håber om fire uger at være det første danske bobslædehold nogensinde til at repræsentere Danmark ved de olympiske vinterlege.
»Vi snakker verdens største sportsbegivenhed. Hvis man kan sætte sig ned og lave en plan og så komme med til det, viser det, at thesky is the limit« siger Simon Darville.
Hjemme i flade Søborg er det eneste, der minder om OL-eventyret, dog kulden og de fem ringe på termokopperne. Vi har nemlig hverken bjerge eller bobslædebaner i Danmark, og derfor foregår det meste af træningen på danske atletikanlæg med slædeattrapper. Men alle på det danske bobslædehold kommer fra et liv med sport og atletik på højt niveau, og det er den erfaring, de trækker på, når de skubber bobslæden af sted.
Hvis det kan lykkes at sende en bobslæde ned gennem banen til vinter-OL 2022, vil det være kulminationen på en drøm om danske OL-slæder, som tager sin inspiration i 1980’ernes Jamaica, var lige ved at lykkedes i 00’erne i Danmark og i dag holdes i live af forbundet Bob & Skeleton Danmark i Randers.
