I perioden september til februar er søndag aften hellig i min vennekreds. Fra klokken 19 til i hvert fald lidt i 22 er NFL et samlingspunkt som afslutning på endnu en travl uge. I løbet af januar, hvor slutspilskampene spilles i bedste amerikanske sendetid, bliver vi på trods af forpligtelser med børn og arbejde oppe til et tidspunkt mellem klokken 4 og 5 for at følge med.
På sociale medier kan jeg se stribevis af eksempler på, at vi langtfra er de eneste danskere, der gør sådan. I USA bliver hver af de afgørende kampe fulgt af op mod 50 millioner mennesker. Ud af de 50 mest sete tv-programmer i USA er de 48 NFL-kampe. Det er en af de få ting, som mange amerikanere fortsat kan samles om.
Når man får NFL ind under huden, er det ikke længere et spil med 22 mænd, der løber ind i hinanden for 30 sekunder senere at rejse sig op og gøre det hele igen. Det er kompleks ’krigsførelse’ i nogle af klodens mest glamourøse og største arenaer med plads til op mod 80.000 tilskuere.
I en uge har de to hold analyseret timevis af videomateriale om modstanderne for at udnytte deres svagheder. Trænerne sender via deres headset de spil og træk ind til spillerne, som skal vinde dem slaget. I ’skyttegraven’ kæmper spillere, der har samme smidighed og styrke som sumobrydere, for henholdsvis at beskytte og nedlægge quarterbacken, der er offensivens general. Rundt om dem spurter og hopper nogle af klodens mest atletiske mennesker med eller efter bolden. I tre timer kan udfaldet se ud til at gå i én retning for derefter at blive vendt fuldstændig på hovedet i løbet af tre minutter.
