I et halvt århundrede har debatten om USA’s nederlag til Sovjetunionen i den olympiske basketballfinale ved legene i München raset. Var der tale om en sammensværgelse udtænkt af det kommunistiske Sovjet, hvilken rolle spillede den flamboyante britiske generalsekretær for Det Internationale Basketballforbund, var han blevet ’smurt’ med vodka og pelsfrakker af sovjetiske agenter mod at gribe ind i kampens gang, eller var statsamatørerne bare bedre end det unge collegehold fra sportens moderland og derfor fortjente vindere af historiens mest kontroversielle olympiske finale?
Ingen af de ovennævnte spørgsmål kan selv i dag så mange år efter kampen 9. september 1972 i Rudi-Sedlmayer-Halle besvares entydigt, og det ligger kun helt fast, at Sovjetunionen vandt opgøret 51-50, mens amerikanerne, der mente, at de havde vundet, blev væk fra sejrsceremonien og i årene derefter har nægtet at modtage sølvmedaljerne.
De ligger i stedet og samler støv i en bankboks i det olympiske museum i den schweiziske by Lausanne.
Bagtæppet for finalen ved de olympiske lege var Den Kolde Krig, hvor østblokken anført af Sovjetunionen og Vesten med USA som leder kæmpede mod hinanden på alle fronter – og måske især den sportslige. Godt nok var perioden præget af politiske samtaler mellem supermagterne og dermed lig et forhold, som var over frysepunktet, men symbolværdien i en sejr på idrætspladsen var usvækket.
