Hvornår jeg præcis hørte historien, står lidt uklart, men det var i starten af 00’erne, da Tom Kristensen havde indledt sin sejrsrække på Le Mans, og det var en kollega, som berettede. Sagen var den, forklarede kollegaen, at Le Mans i forne tider benyttede sig af en såkaldt stående start, hvor kørerne skulle løbe tværs over banen til deres bil, hoppe ind i den og så ellers bare se at komme derudad. Da pengestærke amatørkørere med tiden gjorde deres indtog i det franske løb ved at købe sig til en startplads, måtte arrangørerne dog droppe den spektakulære indledning på udfordringen, fordi de åbenbart velnærede rigmænd løb for langsomt og slet ikke var kommet på plads, inden de første biler drønede af sted.
Fremragende historie, tænkte jeg, og den randt mig atter i hu, da jeg i anledning af løbets 100-års jubilæum i denne weekend begyndte at kigge nærmere det berømte 24-timers race.
Det viste sig dog, at fortællingen om de langsomme rigmænd var en skrøne, selv om afskaffelsen af den stående start i 1970 havde meget med sikkerheden at gøre. Den haltede nemlig gevaldigt, fordi mange af kørerne efter at være sprunget ind i bilen undlod at spænde sikkerhedsselen og sågar i nogle tilfælde lod døren stå åben for at spare tid.
Da briten John Woolfe blev dræbt på første omgang af løbet i 1969, fordi han uden fastspændt sikkerhedssele efter et uheld blev slynget ud af sin Porsche, var det slut med den stående start, og løbet har siden haft den traditionelle afgang, hvor bilerne holder linet op i rækkefølge, dannet af en kvalifikation.
