Da Vingegaard krydsede målstregen foran Pogacar i byen Le Lioran på 11. etape af årets Tour de France, var løbet allerede en fuldbyrdet oplevelse. De foregående ti dage havde de udfordret hinanden på San Luca-stigningen i Bologna, på Col de Galibier i Alperne, på grusvejene i Champagne omkring byen Troyes, og de følgende ni etaper gennem Pyrenæerne og igen i Alperne fortsatte de med at angribe hinanden. Men denne 11. etape indeholdt på en eneste dag, alt hvad der normalt forlanges af et helt Tour de France. Et stort angreb fra Pogacar, et mægtigt forsvar fra Vingegaard, en lang sej kamp i fællesskab over flere stigninger og en overraskende afgørelse, da Vingegaard slog Pogacar på målstregen.
I både udland og indland strømmer begejstringen mod Tour de France og mod Vingegaard for at tage kampen op med den tilsyneladende uovervindelige Pogacar. I fællesskab har de skabt flere af de fineste årgange af det århundredgamle cykelløb. I kraft af deres fælles tilstedeværelse vokser løbets tyngde. Jeg mødtes med Jørgen Leth og spurgte ham, hvor han ville placere Vingegaard og Pogacars tvekamp i et historisk perspektiv:
»Højt oppe. Det må jeg sige. Jeg synes, at de løb, de har udfordret hinanden i, hvor der er sket det, vi har set: deres mange angreb, deres insisteren, deres måde så hurtigt at være alene i billedet på, er meget givende, meget stærkt. Det er til stor ære for dem begge to. Jeg har set meget i deres dueller de senere år, som jeg tager med mig. Og det står mål med sammenligningen med fortidens dueller. Jeg har ingen indvendinger mod den måde, de tager deres duel på. Det er med oprejst pande«.
I cykelsportens historiske dueller har der typisk været en dominerende rytter, som Jacques Anquetil, hvor en udfordrer, som Raymond Poulidor, forgæves har forsøgt at hamle op med den stærkere konkurrent. Jeg bider mærke i, at Jonas Vingegaard og Pogacar udmærker sig med en jævnbyrdighed. De er begge gode i bjergene, på enkeltstarterne og i fladt terræn. De har indtil videre to sejre hver.
