Lance Armstrong var frustreret. Mange eliteatleter er drevet af en sjælden lyst eller vilje til at presse sig selv, til at toppræstere, til at vinde, men den unge amerikaner fra Texas var alligevel noget særligt. For ham var det et behov.
Derfor generede det ham langt ind i sjælen, at han endnu en gang havde været ude af stand til at følge med de bedste cykelryttere i feltet.
»Vi bliver dræbt derude«, udbrød Lance Armstrong til nogle af kammeraterne på Motorola-holdet.
Lørdag 18. marts 1995 var han sluttet som nummer 73, næsten seks minutter efter vinderen, Laurent Jalabert – og stort set lige så lang tid efter danskerne Jesper Skibby og Rolf Sørensen. Især italienerne og de italienske hold satte et voldsomt tempo.
