0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Stephane Mahe/Ritzau Scanpix
Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix

»Jeg kan huske, første gang jeg gik rigtig kold og måtte hentes. Det kan jeg tydeligt huske. Men jeg kan ikke huske mit første styrt«

Det hæderkronede etapeløb Giro d’Italia, der starter i denne weekend, markerer et skift i cykelsæsonen, hvor endagsklassikerne afløses af de store etapeløb. Efter et forår, som huskes for de smukke soloangreb fra Tadej Pogačar og Mathieu van der Poel, har et mere alvorligt spørgsmål også rejst sig efter voldsomme styrt kostede flere stjerner deres forårskampagner: Er cykelsporten for farlig? Aktørerne selv forholder sig pragmatisk til styrtene og konstaterer, at det er en del af sporten. Michael Valgren, som netop nu konkurrerer på de italienske landeveje, beskriver smerten som et fællesskab blandt rytterne.

FOR ABONNENTER

I forbindelse med dette forårs mange styrt i det professionelle cykelfelt faldt mine tanker på en telefonsamtale, som jeg aldrig glemmer, med den danske cykelrytter Michael Valgren, som fandt sted for to år siden. Den tidligere vinder af Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad var styrtet alvorligt i det franske cykelløb Route d’Occitanie. På en nedkørsel mistede han i et sving kontrollen over cyklen og styrtede ud over autoværnet og faldt 10 meter ned ad bjergsiden.Valgren måtte hejses op fra ulykkesstedet med et reb om livet og blev kørt i ambulance til hospitalet i Carcassonne, hvor han var indlagt i 14 dage. Her blev han behandlet for flere brud på hoften og svære skader i sit knæ. Valgren stod foran en lang genoptræning, der ville holde ham ude af sporten i knap et år.

Opkaldet til Valgren blev foretaget i forbindelse med tv-programmet ’Radio Tour’, kun et par dage efter at han blev udskrevet fra hospitalet. Det ville være forventeligt at tale med en nedslået og desillusioneret mand.

Men allerede fra første spørgsmål svarede han optimistisk og fortrøstningsfuldt. Han havde det godt. Det var skønt at være hjemme igen efter flere uger i hospitalssengen. På trods af at der kun var få uger til Tour de France, kunne styrtet ikke være sket på et bedre tidspunkt, mente han. Der ville gå et halvt år, før den brækkede hofte var helet, og det betød, at han under vinterpausen kunne genoptage sin træning frem mod den kommende sæson. Det var på en måde god timing. Der florerede rygter om, at han nær var styrtet hundrede meter ned ad bjerget, men det ville han ikke høre tale om. Han kunne konstatere, at han var landet godt på to store sten, som han kunne holde fast i. Han glædede sig til at træne igen, selv om der ville gå lang tid.

Jeg har siden observeret, at netop sådan en holdning er kendetegnende for den professionelle cykelrytters ukuelighed midt i ulykken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce