I forbindelse med dette forårs mange styrt i det professionelle cykelfelt faldt mine tanker på en telefonsamtale, som jeg aldrig glemmer, med den danske cykelrytter Michael Valgren, som fandt sted for to år siden. Den tidligere vinder af Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad var styrtet alvorligt i det franske cykelløb Route d’Occitanie. På en nedkørsel mistede han i et sving kontrollen over cyklen og styrtede ud over autoværnet og faldt 10 meter ned ad bjergsiden.Valgren måtte hejses op fra ulykkesstedet med et reb om livet og blev kørt i ambulance til hospitalet i Carcassonne, hvor han var indlagt i 14 dage. Her blev han behandlet for flere brud på hoften og svære skader i sit knæ. Valgren stod foran en lang genoptræning, der ville holde ham ude af sporten i knap et år.
Opkaldet til Valgren blev foretaget i forbindelse med tv-programmet ’Radio Tour’, kun et par dage efter at han blev udskrevet fra hospitalet. Det ville være forventeligt at tale med en nedslået og desillusioneret mand.
Men allerede fra første spørgsmål svarede han optimistisk og fortrøstningsfuldt. Han havde det godt. Det var skønt at være hjemme igen efter flere uger i hospitalssengen. På trods af at der kun var få uger til Tour de France, kunne styrtet ikke være sket på et bedre tidspunkt, mente han. Der ville gå et halvt år, før den brækkede hofte var helet, og det betød, at han under vinterpausen kunne genoptage sin træning frem mod den kommende sæson. Det var på en måde god timing. Der florerede rygter om, at han nær var styrtet hundrede meter ned ad bjerget, men det ville han ikke høre tale om. Han kunne konstatere, at han var landet godt på to store sten, som han kunne holde fast i. Han glædede sig til at træne igen, selv om der ville gå lang tid.
Jeg har siden observeret, at netop sådan en holdning er kendetegnende for den professionelle cykelrytters ukuelighed midt i ulykken.
