Irerne er stærkere på tilskuerpladserne end på banen. Alligevel viser Aviva Stadiums måltavler et ettal ved det irske flag og et nul ved det danske. Nationalarenaen i Dublin rummer 51.000 mennesker og minder arkitektonisk om en bølge. Der er tre tribuner fordelt på fire niveauer med grønklædte irere, som har Guinness-øl i hænderne og nogle af Fodboldeuropas mest højlydte sangstemmer. Sæderækkerne fortsætter så langt og stejlt op mod Dublins mørke aftenhimmel, at billetkøbere advares mod at vælge den øverste sektion, hvis de lider af højdeskræk.
Og så er der stadions absolut mindste tribune i ét niveau nede bag det ene mål, hvor der står en gruppe rød-hvid-klædte danskere. Der er regn i luften, det er november i 2017, og man kan ikke høre, hvad man selv tænker. Det bliver ikke mere irsk eller tættere på definitionen at være på udebane.
Hvis Danmark ikke vender kampen, kommer landsholdet ikke med til VM i Rusland. Det ville være en katastrofe for fortællingen om ’det nye landshold’ under Åge Hareide.
Danmark udligner midt i første halvleg, da Pione Sisto genialt dribler bolden mellem benene på Harry Arter, og Andreas Christensen møder Sistos aflevering inde i feltet, hvorefter Cyrus Christie presses til at sende bolden det sidste stykke i nettet.
