Betonen brænder i bagdelen, og rundt om på den afskallede og skyggeløse tribune skærmer fodboldfamilier sig for solen med paraplyer og parasoller. Vejr-appen kalder dagens uv-indeks på 12 for ekstremt, og med det primitive stadion Nivaldo Pereira placeret 50 kilometer fra kysten er der ingen forfriskende hjælp at hente fra Atlanterhavets salte blæst.
Tre mørke drenge i klipklapper og bar overkrop fra nabofavelaen (slumkvarter) følger fokuseret teenage-talenterne på banen. De er fra Rio de Janeiro-klubberne Flamengo og Vasco da Gama. Helt fremme ved gelænderet vækker to fodboldfædres vulgære skældsord minder om dansk seriefodbold i 1990’erne, mens den speedsnakkende speaker fra Flamengo TV giver kampen et mere seriøst skær.
Få dage senere har 50.000 klikket sig ind og set kampen på YouTube.
På øverste betonrække med en paraply i hånden sidder Murilo Morais i lange hvide bukser. Upåvirket af heden. Placeret mellem sin hustru og tre agenter følger han i stilhed sin 18-årige søns bevægelser på banen. Sønnen hedder João Pedro Murilo de Paula Morais – kun kendt som JP. Det er nyt, at mor er med på stadion. Far og søn har boet 1.300 kilometer fra resten af familien de sidste fem år, og der har ikke været penge til at rejse frem og tilbage.
