Beslutningen var på ingen måder let for Gianluigi Buffon. Mens dommer Herbert Fandel ventede på et svar tog italieneren sig til hovedet, trippede rundt, kiggede op i himlen, tog sig til hovedet igen. Som om han lige præcis her og nu kunne lægge den komplette kabale, der ville sende ham og Italien i EM-semifinalen.

Så traf han et valg.

Med strakt arm pegede han direkte på sin målmandskollega Iker Casilias. »I sparker først«.

Straffesparkskonkurrencen mellem Italien og Spanien ved europamesterskaberne i 2008 hører til blandt et lille udvalg af slagsen. Ikke fordi spanierne endte med at vinde dysten fra 11-meterpletten med 4-2 på vejen mod deres første store fodboldtitel. Eller fordi Buffon ikke før havde stået i samme situation før.

Nej, det var den italienske landsholdslegendes valg om at lade Spanien sparke først, der vakte opsigt.

I mange år havde det været sandhed blandt fodboldspillere og deres trænere, at holdet, der sparker først, oftest vinder. Derfor fik Buffon også en af sine få og sjældne ture gennem det italienske mediesøle for sit fatale valg.

Siden har både Det internationale Fodboldforbund (Fifa) og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) stillet skarp på formatet af straffesparkkonkurrencer. Bevæbnet med undersøgelser, der indikerer, at holdet der sparker først, vinder 60 procent af de forkætrede afgørelser, har Uefa og en række nationale fodboldforbund flere gange testet alternativer.

I en pressemeddelelse skrev Uefa i foråret 2017, at der er »flere beviser på, at det nuværende format for straffesparkskonkurrencer [...] giver en unfair fordel til det hold, der sparker først«.

»Hypotesen er, at holdet, der sparker sidst i hver runde er under et større mentalt pres«.

Som et eksperiment besluttede Uefa derfor, at EM for U17 og U19 for både kvinder og mænd sidste år ikke skulle afvikles i det kendte format – kaldt ABAB-formatet – men i stedet i et nyt format, som også er kendt fra tiebreaks i tennis – det såkaldte ABBA-format.

Siden fulgte det engelske fodboldforbund FA trop og tillod, at straffesparkskonkurrencer i den nationale ligacup-turnering også blev afviklet efter ABBA-format.

I det format skiftes holdene ikke til at sparke ét spark af gangen, som med de nuværende regler. Når hold A har sparket ét spark, så sparker hold B to gange i streg. Herefter sparker hold A to gange – og så fremdeles.

Som udgangspunkt har begge hold stadig fem spark hver. Hvis stillingen stadig er uafgjort sparker hvert hold et spark hver, indtil en afgørelse af fundet. Her skiftes holdene fortsat med at sparke først i hver runde.

Når verdensmesterskaberne i denne weekend tager hul på knockoutfasen, er det også her, at straffesparkskonkurrencerne kan komme i spil. I Rusland bliver der dog ingen eksperimenter. Det bliver afgørelser fra 11-meterpletten på the old fashion way, når vinderen skal findes i en helt lige kamp – måske for sidste gang ved et VM.

Men spørgsmålet er, hvad det er for »beviser«, som har fået Fifa og Uefa til at overveje en regelændring for straffesparkskonkurrencer. Har det først sparkende mandskab virkelig en mental fordel? Og måske endnu vigtigere: Vinder holdet, der sparker først virkelig 60 procent af gangene?

Svaret på det sidste spørgsmål er umiddelbart nej.

Politiken har helt simpelt optalt 723 straffesparksafgørelser siden 1970’erne. Optællingen omfatter i grove træk alle kampe ved VM, kontinentale mesterskaber, De Olympiske Lege og Confederations Cup. Dertil næsten 600 kampe i nationale pokalturneringer, Champions League og Europa League.

Resultatet viser, at det hold, der sparker først vandt 362, mens holdet, der sparker sidst vandt 361 gange. Tættere kommer man ikke på en fifty-fifty.

»Det er jo det perfekte resultat. For det kan ikke blive mere lige. I det lys er der ikke noget, der tyder på, at der er forskel på at sparke først eller sidst. For resultatet bekræfter jo det, som man intuitivt ville formode«, siger Laust Hvas Mortensen, der er chefkonsulent i analyseenheden i Danmarks Statistik.

Faktisk kunne samme resultat ikke opnås ved den ultimativt statistiske lige udfordring: Plat eller krone. I Politikens test vandt krone dette langstrakte forsøg med 383-340 – altså en overhånd til kronen på knap 53 procent.

Men hvordan kan Fifa og Uefa så nå frem til en antagelse om, at holdet, der sparker først vinder 60 procent af gangene?

Svaret skal findes hos især den baskiske professor i økonomi Ignacio Palacios-Huerta. Han har gennem et par årtier studeret, optalt og analyseret straffespark og straffesparkskonkurrencer.

I en rapport fra 2014 nåede han frem til det opsigtsvækkende resultat efter at have optalt 1001 straffesparkskonkurrencer fra 1970 til 2013. Omkring de 500 af dem indgår også i Politikens optælling.

Men der er to væsentlige forskelle på de to optællinger.

Den ene er, at der siden 2013 har været en udligning i antallet af konkurrencer, hvor førstesparkerne vinder. Holdet, der sparker sidst har ganske enkelt vundet mere, end de har tabt siden dengang.

Den anden grund er, at Politiken har fjernet en luns på 347 straffesparkskonkurrencer fra den spanske pokalturnering. Her havde holdet, der sparkede først vundet 72,3 procent af alle straffesparkskonkurrencer. Et resultat, der er markant forskelligt fra alle andre turneringer.

Fraregner man de spark i Palacios-Huertas rapport, ender man i stedet på 53 procent. Altså på samme niveau, som forsøget med plat-eller-krone.

»Hvis man har en mængde af data, der stikker meget ud, så vil man forsøge at finde ud af, om der er en logisk forklaring på det. Men det er ikke sikkert, at man ville udlade resultatet, men man bør i hvert fald undersøge, om der stikker noget under«, siger Laust Hvas Mortensen, der understreger, at han kun taler om statistik og metode i generelle termer. Og ikke vil forholde sig direkte til Palacios-Huertas rapport.

Politiken har været i kontakt med baskeren, der ikke har villet lade sig interviewe. Og han har ikke kunnet give nogen forklaring på de markante tal fra Copa del Rey.

Til gengæld afviser han, at en simpel optælling alene kan fastslå, om der er en mental forskel på at sparke først eller sidst i en straffesparkskonkurrence.

»Man bliver nødt til at tage en række variabler med«, skriver Ignacio Palacios-Huerta.

Hans konklusion – at det er en fordel at sparke først – bygger derfor ikke kun på hans optælling. Men også på formler, der forholder sig til, hvem der spiller på hjemmebane eller om kampen bliver afviklet på neutral bane. Sparker man i den ende med egne fans, hvor erfaren er sparkeren og meget, meget mere.

Laust Hvas Mortensen fra Danmarks Statistik peger på en væsentlig detalje omkring straffesparkskonkurrencer, når man bringer den type af data ind i ligningen. Nemlig møntkastet. Altså det, som Buffon vandt den aften på Ernst Happel Stadion i Wien.

»Når det er fifty-fifty, hvem der vinder lodtrækningen før en straffesparkskonkurrence, så må man også formode, at man over tid vil se, at eksempelvis hjemmehold og udehold vinder lodtrækningen lige mange gange. Derfor må man også regne med, at den type faktorer udligner hinanden. Altså at man efter 723 straffesparkskonkurrencer vil se hjemmehold og udehold sparker første lige mange gange«, siger chefkonsulenten.

Men uanset om holdet, der sparker først har en mental fordel eller ej, så holder Ignacio Palacios-Huerta fast i, at ABBA-formatet er bedre end det nuværende, hvor holdene sparker på skift.

Ifølge baskeren vil det system nemlig eliminere den usikkerhed, der er omkring det ABAB-formatet.

»Derfor er ABBA en win-win-forbedring«, skriver han i en mail.

At psykologien spiller en rolle i en straffesparkskonkurrence, er til gengæld uomtvisteligt. Sådan vil det nødvendigvis være, når det er mennesker, der står på straffesparkspletten. Problemet er bare, at det nærmest er umuligt at identificere præcis hvilke psykologiske mekanismer, der rammer de enkelte spiller, når de bliver udsat for pres.

Historien er fuld af eksempler på tårnhøje og firskårne forsvarspillere, der uden problemer banker kuglen i nettet. Til gengæld har stjerner og erfarne skytter som Diego Maradona, Roberto Baggio og Frank Lampard brændt i fodboldens skæbnestund.

»En primær udfordring ved at identificere den nøjagtige psykologiske mekansime, der er i spil, er, at et straffespark involverer to personer, ikke én«, siger Palacios-Huerta i sin 2014-rapport.

Det kan målmandstræneren på det danske fodboldlandshold, Lars Høgh, bekræfte.

Fynboen var i sin aktive karriere for fodboldklubben Odense Boldklub blandt de bedste på målmandsposten til kigge sparkeren ved 11-meterpletten ud. Og han ved præcis, hvor stort et pres sparkerne er under.

»Der er lavet målinger, der viser, at en straffesparksskytte til en VM-slutrunde har samme stressniveau som en krigskorrespondent under beskydning. Så kan man forestille sig, hvor stort et pres det er at gå hele vejen oppe fra midterlinjen og ned mod målet. Mens 50.000 tilskuere og millioner af tv-seere følger med«, siger Lars Høgh.

Forskellen kan også aflæses i tal. Et straffespark taget i ordinær kamp bliver omsat til mål i 76-77 procent af tilfældene. I straffeafgørelser falder effektiviteten til 73 procent, viser Politikens optælling af 7.391 spark.

»Der er en forventning om, at han scorer, for det er altså et rimeligt stort mål i forhold til et menneske. Så hvis spilleren er iskold og har en god sparketeknik og ikke er påvirket af noget, så burde han næsten kunne score hver gang. Men det gør han jo slet ikke, og det er, fordi der er det her pres på, og fordi det er en psykologisk kamp«.

Og her kommer Ignacio Palacios-Huertas igen ind i billedet. Spanieren har nøje studeret tusinder af spark på video. Han kender spillernes sparkemønster. Målmændenes styrker og svagheder. Og den viden er særdeles vigtig i den kommende tid, hvor VM i Rusland går ind i sin knockoutfase.

Professoren er manden, som klubber og landshold går til, før vigtige kampe, hvis der er en risiko for at havne i en straffesparkskonkurrence. Også til VM.

Palacios-Huerta vil ikke røbe, hvem han samarbejder med. Heller ikke, hvem han har samarbejdet med. For hemmeligheden bag straffespark er dyrbar. Især i straffesparkkonkurrence, hvor nerver og udmattelse kan få brutale konsekvenser for aktørerne.

Det er her, når presset er størst, at selv de mest garvede stjerner pludselig mister evnen til klarsyn og variation. Og i stedet falder ind i de mønstre, som Palacios-Huerta har helt styr på.

Han ved, hvor Cristiano Ronaldo oftest sparker. Hvordan han typisk bevæger sig, om han helst sparker oppe, nede, til højre og til venstre. Han har sågar styr på spillernes gang fra midtercirklen mod pletten, som kan røbe hemmeligheder. Det samme gælder for målmændene, der har været under spanierens lup.

Det fik Manchester United at føle i Champions League-finalen i 2008. Chelseas manager Avram Grant havde allieret sig med Palacios-Huerta, der havde fundet ud af, at United-keeperen Edwin van de Sar havde en tendens til at springe til venstre, hvis sparkeren var venstrefodet og højre, hvis skytten sparkede med højre. Var sparkeren højrefodet, sprang van de Sar til sin højre.

Planen virkede i straffesparksafgørelsen. Groft sagt lige indtil van de Sar lurede strategien. Da den højrebenede franskmand Nicholas Anelka stavrede på sine trætte stænger op til straffesparkspletten, pegede van de Sar til venstre for sig selv –og afslørede, at han havde regnet den ud.

Og hvad gør man så? Skulle Anelka holde sig til strategien eller sparke bolden til van der Sars højre, som hollænderen normalt ville springe til? Franskmanden valgte den sidste løsning. Og brændte.

Også det på det danske landshold bruger man data i forberedelserne til en eventuel straffesparkskonkurrence. Detaljeringsgraden er måske ikke på Palacios-Huertas niveau, men modstandernes historik fra straffesparkspletten bliver nøje vægtet og vejet.

»I gamle dage havde man gjort sig nogle notater om, at man mente, at han sparkede der og der og med det og det ben. Det behøver vi ikke mere. For i dag har vi alt tilgængeligt« siger Lars Høgh.

»Vi har alle straffespark, spillerne har taget gennem tiderne, så dem går vi selvfølgelig igennem og ser, om der er et mønster«, siger målmandstræneren, der imidlertid fortæller, at det er meget forskelligt fra målmand til målmand, om de vil gå ind i kampen med den viden, der er til rådighed, eller om de vil stå på mål på deres mavefornemmelse.

Men tiden, hvor målmænd havde en lap papir i sokken, der afslørede modstandernes foretrukne hjørne, er forbi. Det var ellers sådan, at den tyske målmand Jens Lehmann havde kigget Argentina ud i VM-kvartfinalen i 2006.

I dag er en hver potentiel skytte gennemlyst i datavidenskabens navn. Ingen undslipper og alle må gå til bolden vel vidende, at målmanden kender spillerens svaghed – og spilleren kender målmandens.

»Straffespark er i hvert fald ikke lotteri. Jeg synes, det er det fedeste moment i fodbolden. Overhovedet. Forestil dig sådan en straffesparkskonkurrence ved VM. Når spilleren løber til bolden, står verden stille, nærmest selve jordkloden står stille, og folk holder vejret, før nogle bryder ud i jubel og andre i gråd. Det må kunne måles på Richter-skalaen et eller andet sted. Og det er det, jeg mener. Det er momentet, hvor målmandens psyke er sat direkte op over for markspillerens. Presset er på markspilleren«, siger Lars Høgh.

Psykologien er altså en vigtig faktor i straffesparkskonkurrencer.

Spørgsmålet er bare, om det spiller ind eller hvordan den spiller ind i forhold til, hvem der sparker første og hvem der sparker sidst. Om presset så også er størst på sparkerne fra holdet, der sparker sidst i hver runde, som Palacios-Huerta mener. Og som Fifa og Uefa er så opmærksomme på, at de har sat eksperimenter i gang.

Målmandslegenderne Gianluigi Buffon og Iker Casilias giver ikke det endelig svar. Fem år efter straffedramaet på Ernst Happel Stadion i Wien stod de to målmænd igen over for hinanden i en straffesparkskonkurrence. Denne gang ved Confederations Cup i Brasilien.

Den spanske målmand vandt dommer Howard Webbs møntkast og modsat sin italienske kollega tog han sig ingen betænkningstid, men returnerede Buffons ’gestus’ fra EM-kvartfinalen.

Italien fik lov at sparke først.

Og tabte igen.