Egentlig er det bare brunslidt græs. Et stykke af en plæne omgivet af tribuner med røde plastiksæder, så det danner et stadion med så hyggeligt et navn som Parken. Det lyder som et sted, folk slentrer en tur for at nyde livet.
Men når græsset strækker sig ud over det ene hjørne af fodboldens nationalarena, hvor flere tusinde danskere har set en mand falde om, er det pludselig meget mere end græs. Når så mange har set så meget af det, de aldrig har bedt om, foregå lige der, er noget så abstrakt som strå i håbets farve forbundet med meget mere end biologi, hygge og livets glæder.
Derfor var det specielt at se Christian Eriksen i Parken tirsdag aften. Til en venskabskamp – det var bare fodbold, de legede – mod Serbien, som tabte smukt til Danmark med 3-0 og med ham fodboldspilleren, der pludselig samlede nationen ved sommerens EM ved at forlade livet for en kort stund, i en hovedrolle. Som målscorer og anfører og nok dystens bedste. Som så mange gange før, som om intet var hændt, selv om alting var hændt.
Det kan udløse noget i kroppen at fæstne blikket på det område af græs i Parken. De fleste kan vel se det for sig. Kroppen, der slukkede for sig selv midt i en bevægelse, da det forræderiske hjerte satte ud. Kroppen, der klaskede sammen på fodboldbanen under Danmarks første EM-kamp i sommer. Kroppen, der fik pumpet livet tilbage i årerne af kyndige lægehænder, mens holdkammeraterne dannede menneskemur om deres sårede ven.
