Ingen havde lært Nicklas Bendtner at dø som fodboldspiller. Ingen havde lært ham at leve som menneske på ny

Dokumentaristen Andreas Koefoed har fulgt med på Nicklas Bendtners vej mod at lære sig selv at kende på ny. Resultatet af det flerårige arbejde udkommer som en serie i tre afsnit på Viaplay med premiere mandag 12. februar, og den er blevet til i samarbejde med forfatteren Rune Skyum-Nielsen, der står bag Bendtners anmelderroste biografi, ’Begge sider’.

Samme overskrift gælder dokumentaren. Den viser begge sider af den tidligere fodboldstjerne – den sorte og den hvide ulv.

»Mange sportsdokumentarer er bare et stort glansbillede. Så har man hørt om utroskab på siden eller et ekstra barn, eller jeg ved fandeme ikke hvad, og det kommer aldrig med. Men så får man jo aldrig mulighed for rigtigt at forstå den person. Så kunne det lige så godt være fiktion«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg vil fortælle den sande historie. Det skal være, som det var«.

Kun sådan er det muligt at få en større forståelse for, hvem en af Danmarks mest omtalte idrætsudøvere egentlig er. Og hvordan Nicklas blev til Bendtner – manden, de kaldte ’Lord’. Først fordi han var sammen med en baronesse, siden fordi han var ekstravagant som en adelig, på banen såvel som uden for den.

Han blev en karakter.

De lange mørke dage

Nicklas Bendtner begraver hænderne i lommerne på en bordeauxrød hættetrøje. I et enormt hus fuld af originalkunst og designermøbler læner han sig tilbage i en sort gamerstol med lang ryg og orange hovedstøtte. De mørke træstole ved spisebordet er ganske vist mere æstetiske, men:

»Man sidder elendigt på dem«.

Derfor gamerstolen. Det er nødvendigt for en næsten to meter høj mand, hvis krop aldrig helt har været den samme siden et øjebliks uopmærksomhed i 2009, da Nicklas Bendtner styrede sin milliondyre Aston Martin ud i rabatten, så den trillede ned ad en skrænt, før den smadrede ind i et træ. Han undslap akkurat med livet i behold.

»Jeg bekræftede min egen udødelighed«, som Nicklas Bendtner formulerer det i sin biografi, selv om han godt ved, at han lige siden har bøvlet med knæ og lyske i en grad, så det skadede hans karriere.

Det store hvide hus med det stråtækte tag ligger i en klase af eksklusive ejendomme et ellers øde sted uden for Hørsholm. Spisestuen er beklædt af et stort glasparti, der tillader blikket at skue ud over en mindre park med en sø i midten.

»Der kommer tit rådyr«, bemærker Nicklas Bendtner.

Hårde beats fra oldschool hiphop fylder spisestuen.

»Woop-woop, that’s the sound of da police«, runger det fra højttalerne det ene øjeblik, før Dr. Dre, Nas, Wu-Tang Clan og Ice Cube på skift overtager dem det næste, og The Notorious B.I.G. erobrer lydtæppet med hittet ’Mo Money, Mo Problems’.

Musikken svinger som hans humør. Nogle dage hører han country, og andre gange foretrækker han nationalskjalden Kim Larsen, der med en særlig sang indrammer de seneste år i Nicklas Bendtners liv:

»Jeg kom til verden på 5. sal / min far var tosset, min mor var normal / men da de kørte ham væk, sagde mor til mig / Hvad gør vi nu lille du?«.

Det spørgsmål har udløst flere »lange mørke dage« i det store hus.

»Man kan nok godt kalde det en form for... Måske ikke en depression, men sådan en numb følelse«, siger Nicklas Bendtner, der konstant fylder hullerne i sin indre ordbog ud med engelske fraser.

Han følte sig bedøvet. Uden at det var på grund af den alkohol, han selv havde opsøgt så mange gange tidligere i livet, når han var på flugt fra sig selv.

»Selv om jeg sad med mine venner og egentlig ikke havde noget at bekymre mig om, og jeg grinede og hyggede mig, havde jeg stadig bare den der numb følelse. Jeg kunne ikke mærke det helt inde i kroppen. Det blev ligesom overfladisk, og helt inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke var, hvor jeg skulle være. Jeg var ikke lykkelig på samme måde, som jeg plejede at være«, siger Nicklas Bendtner:

»Når man heler som menneske, er der ikke en bestemt tid på processen. Der er ikke en fast tidsramme, hvor man lige pludselig bare siger, at på mandag vågner jeg, og så er jeg klar igen. Det var svært for mig. I fodbolden havde jeg det, som om der var et klart formål med livet, men det var der pludselig ikke mere. Jeg skulle genopfinde mig selv«.

De brede skuldre

Nicklas Bendtner er vokset.

Bag den halvåbne hættetrøje er det muligt at skimte et muskuløst bryst prydet af en stor løve-tatovering, og over skuldrene er han gået fra størrelse 52 til 56. Han er 22 kilo tungere end kampvægten på 88 kilo, da han var spiller.

Engang i de mørkeste dage vejede han endnu mere, for han levede af alkohol og god mad. Nu er han anderledes trimmet. Kiloene sidder i musklerne.

»Da jeg stoppede, levede jeg sådan en hverdag, hvor jeg vågnede og bare gjorde, hvad jeg havde lyst til. Det fungerede ikke for mig«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg blev nødt til at skemalægge min hverdag, som den også havde været i fodbolden. I CrossFit fandt jeg en masse glæde, og det har jeg så lagt ind sådan, at jeg træner i samme tidsrum som tidligere. Så det er næsten hver dag fra 10 til 12. På den måde starter min dag senere, og jeg får brændt energi af. Det er også en af grundene til, at jeg er et bedre sted, selv om der stadig er et eller andet, der ikke spiller«.

Han lyder som sig selv. Han drysser kække kommentarer og små grin ud over sin ordstrøm, og hans øjne glimter, når han ved, at han siger noget sjovt. Eller vildt. Men sætningerne runger dybere, end de ofte har gjort.

Mange vil sikkert læse Nicklas Bendtners ord med skepsis.

De husker alle overskrifterne om at blive slæbt ud af en natklub med bukserne nede om knæene, om at køre galt på motorvejen, om at slå en taxa med et bælte. Om at sætte sig ind bag rattet i en bil i indre København med en promille på 1,75, om at løfte op i trøjen efter et EM-mål og afsløre et par grønne underbukser sponseret af betting-firmaet Paddy Power. Og om at tilbringe 50 dage med en fodlænke efter et sammenstød med en taxachauffør.

Det er gennem alle de historier, folk tror, de kender Nicklas Bendtner. De har hørt ham undskylde, men de har også set ham træde ved siden af igen.

Så hvad er anderledes nu?

»Jeg har fået en person, som jeg snakker med i ny og næ for at dele mine tanker og følelser, hvilket jeg måske godt kunne have gjort... Mange år før«, siger Nicklas Bendtner med et lille grin:

»Det giver mig rigtig meget«.

Til tider har Nicklas Bendtner også undret sig over, hvorfor han har handlet, som han har. Som han siger i dokumentaren, har han nogle gange truffet »uforståelige valg«:

»Jeg har ikke bevidst prøvet at såre eller skuffe nogen. Men jeg har nogle gange en lidt svær personlighed, selv om jeg har et rent hjerte, og så har jeg måske sat nogle personer i vanskeligere situationer, end jeg burde. Så kan jeg nu sidde her, ældre, og tænke… Hvorfor? Hvad skete der? Det kan jeg godt angre«.

Nicklas Bendtner har båret rundt på en byrde, der med årene blot voksede, uden at han forholdt sig til det – for »nogle gange er det lettere at være følelseskold og ligge oppe i overfladen end at dykke dybt«, som han siger. Men da han pludselig mistede fodbolden, kollapsede han under trykket, og nu forsøger han at forstå, hvad der har gjort Nicklas til Lord Bendtner.

Måske blev han grænseløs, fordi han voksede op uden rammer.

Multitalentet fra Tårnby

Unge Nicklas Bendtner var klædt i hvid skjorte.

Han var bare en knægt, og det lange mørke hår var redt bagud, som han sad der ved midten af langbordet. I starten af det nye årtusinde var familien samlet til hans konfirmation, og faren, Thomas, stod bag Nicklas Bendtner med en hånd på drengens skulder.

»Som din mor også sagde, er du en fantastisk glad og kærlig og livlig dreng med en stor appetit på livet«, sagde faren i talen til sin søn.

Det stod klart allerede dengang, da Nicklas Bendtner voksede op på Amager. Han gik sine egne veje og fik lov til det.

»Det der med grænser... Det var han ikke god til«, siger Nicklas Bendtners mor, Joan, i dokumentaren, hvor hjemmefilmede klip fra barndommen væver sig ind og ud af nutiden som en rød tråd:

»Det der energiniveau har han haft lige fra starten af. En lille gavtyv, kan man godt sige, at han var«.

Derfor formede sport hans univers. Der brændte han energi af, der skulle han ikke sidde stille ved et bord, og der var han virkelig god, ikke mindst. Ved Nicklas Bendtners side gik faren.

»Han var min far, bedste ven og... confidant«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg har haft en fantastisk barndom. Altså, en fuldstændig fantastisk barndom med nogle fantastiske forældre, der har været meget støttende, kørt mig til fodbold og alle de der ting«.

Faren engagerede sig stort i drengens idrætsglæde, han filmede det stolt og fortalte ofte knægten, hvor god han var.

»Jamen, jeg var god«, fastslår Nicklas Bendtner og griner igen.

Men manglede der modgang? Var det måske usundt at få så meget ros af sine nærmeste?

»Den er svær at forklare«, siger Nicklas Bendtner, der excellerede i meget andet end fodbold:

»Når jeg scorede 15 mål i håndbold, lavede lige så mange point, som jeg havde lyst til, i basket, vandt til svømning, var bedst i atletik og i øvrigt også havde let ved fodbold... Det giver jo i sig selv en selvtillid, der bygger sig op. Der var heller ikke rigtig nogen konkurrence for mig, da jeg spillede fodbold i Danmark som dreng«.

Modgang mødte Tårnby-knægten først, da han skiftede fra KB til den engelske storklub Arsenal i London. Han var bare 16 år.

Det uforløste talent

Ingen var i tvivl om Nicklas Bendtners evner som angriber.

»Han er et af de største talenter, jeg har set«, siger Arsène Wenger i dokumentaren, og når han siger det, vækker det genklang – franskmanden var manager for Arsenal gennem 22 år og har ry for at være en exceptionel fodboldprofessor.

Men der var et problem. Nicklas Bendtner var teknisk stærk, placerede sig godt på banen, sparkede fornemt og var eminent i hovedspillet. Til gengæld oplevede de i Arsenal, at den unge dansker havde svagheder inde i hovedet.

»Jeg vidste, vi ville få problemer med ham. Han havde virkelig den her selvtillid, der måske var lidt for meget (...) Det handlede altid meget om ham selv«, siger Liam Brady, daværende chef for Arsenals akademi i dokumentaren:

Det forsøgte han også at fortælle Nicklas Bendtner.

»En dag sagde Liam Brady til mig, at jeg nok ikke var den rigtige mand for Arsenal, fordi jeg ikke virkede til at være der mentalt. Jeg tudede på hans kontor og sagde, at jeg nok skulle komme tilbage i en bedre forfatning. Fra det sekund af gik det fremad. Det gik så stærkt«, siger Nicklas Bendtner.

Som 18-årig rykkede han fra Arsenal til Birmingham i Englands næstbedste række på en etårig lejeaftale. Da gik hans indkomst fra 400 til 10.000 pund om ugen – i omegnen af 100.000 kroner. Pludselig tjente han mere på en måned, end hans forældre nogensinde havde gjort på et år. Og han imponerede på fodboldbanen.

»Jo mere succes han fik, des værre blev han. Han troede, han bare kunne feste og drikke«, siger Liam Brady i dokumentaren.

Med alkohol og kvinder som sit drug fik Nicklas Bendtner smag for nattelivet, og hurtigt lærte han, at han kunne slippe af sted med det. Hvis bare han præsterede godt i kampene, så træneren igennem fingrene med det meste.

Det var sværere, da han vendte tilbage til mægtige Arsenal. Og det var sværere, da mange af hans eskapader havnede på glitrede forsider – særligt efter at han var blevet kærester med baronesse Caroline Fleming og var blevet et af tabloidmediernes foretrukne ofre.

»Når tingene går så hurtigt, som det gjorde for mig, er der en gylden mulighed for at tage fat i en ung knægt og prøve at få lagt nogle rammer ind. Men alle lod mig bare gøre, hvad der passede mig. Ingen sagde fra, ingen gav mig konsekvenser. Det gjorde det vanskeligt«, siger Nicklas Bendtner:

»Når jeg så samtidig har en personlighed, hvor jeg gerne vil opleve verden – smage på det hele og prøve en masse forskellige ting – så havde det været sundt, hvis nogen havde hjulpet mig med at mindske det. På en eller anden måde lærte jeg mig selv, hvad der gjorde mig glad, når jeg var ked af det. Men i forhold til fodbolden var det måske ikke altid de mest hensigtsmæssige ting, jeg så gjorde«.

I et par år lignede Nicklas Bendtner en snarlig verdensklassespiller. Der var så mange løfterige tegn. Og i hyppige glimt brillerede han på det danske landshold, hvor han fik prædikat af at være det største angribertalent siden Preben Elkjær.

Alligevel sidder Wenger, Brady og Bendtner tilbage med samme følelse:

»At jeg skulle have drevet det længere«, siger Nicklas Bendtner.

Han er »stolt« over sin karriere, men han havde brug for klarere rammer i de unge år, da livets hastighed var så høj, at det var svært at følge med for en knægt fra Tårnby.

»Det er svært at pinpointe præcist, for jeg tror også på, at vi er, hvem vi er. Jeg ville ikke trives med at få lagt for mange bånd på min personlighed – så havde jeg heller ikke været lykkelig og glad«, siger Nicklas Bendtner:

»Men jeg var meget alene med alle tingene. Jeg manglede nogen i mit ringhjørne, der måske kunne have fået mig til at slippe speederen og tænke en ekstra gang. Altså, fodbold var mit et og alt, og selv om jeg nok aldrig havde været i stand til at leve helt stringent i sporten, kunne jeg godt have gjort mindre af alt det andet, jeg havde en stor smag for. Så var jeg nok landet et sundere og bedre sted«.

Det var let for omverdenen at fordømme Nicklas Bendtner, og det skete konstant. I klummer, over diske, ved kaffeborde.

Men i kulissen af hans liv rystede jorden, uden at offentligheden vidste det. Han oplevede noget, som ingen ung mand ville ønske.

Det smertelige brud

For første gang svarer Nicklas Bendtner kort på spørgsmålene. Blikket flakker mere, og det virker, som om hænderne finder nye dybder i hættetrøjens lommer.

»Jeg kan godt lide at bevare respekten«, forklarer han.

Derfor udelader han en del detaljer, når snakken falder på et af de vigtigste sceneskift i forestillingen om Nicklas Bendtner. Fodboldspilleren og mennesket. Før han var nået til midten af 20’erne, brød han med sin far – med sin ’confidant’.

»Det efterlod et kæmpe hul. Det var, som om jeg mistede en del af mig selv«, siger Nicklas Bendtner.

Da fodboldkarrieren rykkede ind i de professionelle rækker, skiftede hans far rolle. Pludselig var Thomas Bendtner rådgiver for sin søn. Agent. I stedet for bare at være forælder var han pludselig ansat og afhængig af de penge, som Nicklas Bendtner tjente på at have et sjældent stort talent.

Drengen blev til manden i familien, og da begyndte det at gå skævt.

»Jeg tror, at alle kan blive opslugt af en verden og forsvinde i den. Ikke bare i fodbold. Men det kan være svært at finde det rigtige ben at stå på, og vi var bare en lille familie fra Tårnby, der blev kastet ind i den her kæmpe maskine. Det gik sygt hurtigt«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg tror ikke, at min far kunne rumme alle de ting, der skete. Ikke nødvendigvis af ond vilje. Men når man er familie, er der altså nogle ting, man bare ikke gør. Der er grænser, man ikke krydser. Og det oplevede jeg«.

Efter at have oplevet flere svigt over årene kulminerede det for Nicklas Bendtner, da faren fik til opgave at styre fodboldspillerens smykkefirma. Efter tre år lukkede det med et underskud på otte millioner kroner, og angriberen følte sig snydt endnu engang. Han mente, at faren havde formøblet pengene.

Derfor besluttede Nicklas Bendtner sig for et smerteligt brud. Senere lod hans mor sig også skille.

»Der ligger mange ting i det, for det er et betændt forhold, men jeg vil ikke gå mere detaljeret ind i det. Han takkede også nej til at være med i dokumentaren, så af respekt vil jeg holde det mere overordnet«, siger Nicklas Bendtner:

»Når jeg ser tilbage, skulle vi helt sikkert have holdt familie og arbejdsroller adskilt. Der lå ingen dårlige hensigter bag. Vi prøvede at gøre det, vi følte, var rigtigt, men der var ikke nogen af os, som var dygtige nok til at forstå forskellen. Eller outcomet«.

Alt det skete, mens Nicklas Bendtner forsøgte at forløse talentet på fodboldbanen. Det skete i glimt. Men hverken i Arsenal, Juventus eller Wolfsburg rungede hovedhistorien af succes, og efter bruddet med den tyske klub ramte han bunden i sommeren 2016. I hvert fald som menneske.

»Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvis du sidder i en... I en depression. Og du tænker, okay, fuck jer alle sammen. Nu flyver jeg bare ud i verden, og der er ikke nogen, der får at vide, hvor jeg tager hen. Inklusive min familie. Sådan var det«, siger Nicklas Bendtner, der lod livet flyde ud i en lang og meningsløs fest drevet frem af alkohol:

»Jeg var lidt over det hele. Primært USA. Både solo og med nogen. Jeg ville bare væk fra alting, og jeg behandlede ikke mig selv sygt godt i den periode. Det gjorde jeg sgu ikke. Jeg besøgte lidt folk, boede lidt på hotel og kendte også nogle af det andet køn og så videre. Så ja… Jeg var bare sådan lidt nomad… Det var den mørke side«.

Han var ligeglad med alt, men det var hans nærmeste ikke.

Hans venner, hans familie, hans nye agent truede med at flyve ud at hente ham, da de endelig fik at vide, hvor han var. De sagde, han skulle komme hjem. Derfor tog Nicklas Bendtner ud i Los Angeles-lufthavnen LAX, men han var så langt nede, at han begravede ansigtet i en rygsæk for at skjule tårerne.

»Lige ved siden af flyet til København gik der et til New York. Så hoppede jeg sgu på det«, siger Nicklas Bendtner efterfulgt at sit drengegrin:

»Der brugte jeg lige 10 dage, før jeg endelig var sådan... Okay, fuck it. Nu kommer jeg hjem«.

Den bristede drøm

Den sidste sommerdag i 2019 ringede Nicklas Bendtners telefon, mens han spillede kort med sin mor et sted på Amager.

»Jamen, vi har et ja«, sagde stemmen i den anden ende.

»Vi har hvad?«, spurgte Nicklas Bendtner.

»Vi har et ja (...) Men så skal du acceptere, at der skal stå i kontrakten, at fra nu og til nytår må du ikke drikke alkohol og du må ikke stå ski og sådan nogle ting«.

Stemmen i den anden ende kom fra Nicklas Bendtners agentur, og den forkyndte, at en drøm var ved at blive til virkelighed. Det så ud til, at han kunne komme hjem til sin hjerteklub, FC København.

Efter nedturen i sommeren 2016 var Nicklas Bendtner vendt tilbage til livet. Og tilbage til fodboldlivet.

Vendepunktet havde været en tur til Trondheim, hvor den norske fjeldluft havde blæst hovedet igennem, og tilliden fra Rosenborg havde ranket hans ryg. Trods danskerens nedture havde to personer fra Norges største klub insisteret på, at det hele nok skulle blive godt igen: Træner Kåre Ingebrigtsen og sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye.

»De fortalte mig, at de var fuldstændig ligeglade med, hvordan jeg præsterede på banen. Deres helt store mål var at få mig tilbage til at være et lykkeligt væsen igen. Da det skete, kom fodbolden så også automatisk med«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg skylder Kåre og Stig så meget. De gav mig Nicklas tilbage«.

Efter to succesrige sæsoner og et comeback på landsholdet var opholdet i Rosenborg dog pludselig slut. Nicklas Bendtner havde fået 50 dage med fodlænke for at slå en provokerende taxachauffør ned, og sammen med et trænerskifte havde det formet enden på angriberens tid i Trondheim.

Derfor var han klubløs, da opkaldet kom den sidste sommerdag i 2019. Nicklas Bendtner havde skrevet til Ståle Solbakken for at forsikre FC Københavns norske manager om sin jernvilje til at vise sig flot frem i Superligaen:

»Jeg er klar til at spille for jer og give alt«, lød det blandt andet i angriberens sms.

På transfervinduets sidste dag havde det båret frugt. Ståle Solbakken gav ham en aftale på fire en halv måned, hvor Nicklas Bendtner skulle bevise sit værd.

Angriberen grinede, da han så den underskrevne kontrakt igennem:

»During the player’s appointment at FCK no alcohol comsumption is allowed«, læste han højt, mens dokumentaristen filmede:

»Jeg tror ikke, at alle har den i kontrakten. Fandeme legendarisk«.

Selve opholdet i FCK blev knap så legendarisk.

Aldrig før i karrieren havde Nicklas Bendtner levet så stringent, som han gjorde i de sidste måneder af 2019. Men det var ikke nok. Selv om han optrådte eksemplarisk i FCK, var punktlig, knoklede på træningsbanen og stort set holdt sig fra alkohol, valgte Ståle Solbakken ham fra. Nordmanden prioriterede tre andre angribere over Nicklas Bendtner: Senegalesiske Dame N’Doye, cypriotiske Pieros Sotiriou og Michael Santos fra Uruguay.

Det var hårdt for Nicklas Bendtner – manden med 30 mål for Danmark og 9 sæsoner i Europas største ligaer bag sig – at se sig selv vraget blandt den slags navne. Det var et realitetstjek.

De sportslige muligheder ebbede ud, så han besluttede sig for at takke ja til en klub i Kina, hvor det i det mindste var et eventyr. Hvor pengene var fine; uden dog at kunne måle sig med tidligere tiders årsløn på tocifrede millionbeløb.

Men i sidste øjeblik forpurrede covid-19 planerne. Og sendte Nicklas Bendtner ud i det dystre tomrum, der kan opstå i overgangen mellem to liv: fra fodboldspiller til menneske.

De skjulte kameraer

Det store hvide hus med det stråtækte tag har udgjort Nicklas Bendtners hjem i et par år, hvor dagene er blevet lysere. Lidt efter lidt. Nu er ejendommen til salg for 35 millioner kroner.

Den 36-årige mand er flyttet ind til København for at bo sammen med sin kæreste, skuespilleren og modellen Sus Wilkins, og han bruger den nordsjællandske luksusvilla som »sommerhus«.

Danmarks hovedstad har ellers altid tæret på Nicklas Bendtner. Det er med god grund, at han i de tumultariske år efter karrieren bosatte sig i det eksklusive hus et øde sted uden for Hørsholm. Og det har sin årsag, at han, som oftest, har sit lange hår gemt under en kasket.

»Så føler jeg, at jeg gemmer mig lidt væk. Jeg har det aldrig helt godt, når jeg er ude i byen«, siger Nicklas Bendtner:

»Jeg flyttede også herop for at kunne være i fred. Være mig selv. Hvis der kommer en bil derude, ved jeg, at det er til mig, for det er sidste hus på vejen. Egentlig var planen at flytte fra Danmark for en måneds tid siden og så ellers bare rejse rundt i et par år. Men jeg endte så med noget andet. Jeg kan jo godt lide Danmark, men jeg bryder mig ikke om altid at blive genkendt«.

Det er en af bagsiderne af at være blandt landets mest kendte ansigter. Stort set hele sit voksne liv har Nicklas Bendtner levet med det, men han har aldrig vænnet sig til det. Det er noget af det, der til tider gør det svært at være ham. Det prikker til en alarmknap inde i ham.

»Det er ubehageligt, at jeg ikke bare kan være mig selv på en eller anden måde. Hvis jeg for eksempel går ud eller whatever, så er der altid nogen, der tager hemmelige fotos. Eller også prøver de at filme i skjul, at de snakker til mig for at få en reaktion, de kan lægge på Reddit, eller hvad fanden ved jeg«, siger Nicklas Bendtner.

Engang havde han haft sværere ved at styre sig.

»Jeg var jo ret vild, da jeg var ung. Der var noget ild i mig. Folk fik det at vide, hvis de sagde noget, der ikke passede mig«, siger Nicklas Bendtner, som nu prøver at undgå den slags og for eksempel holder sig væk fra Strøget for »ikke at poke the bear«.

»Hver gang jeg går et eller andet sted hen, har jeg øretelefoner i. Selv om der ikke er noget i, kan jeg være sådan, du ved... Jeg hører lige musik. Altså, 9 ud af 10 mennesker er jo søde og behagelige, men jeg synes, det er ubehageligt, at jeg ikke bare kan være mig selv på en eller anden måde«.

For nylig oplevede han det igen. Det sker typisk »torsdag, fredag og lørdag, hvis man møder nogle fulde idioter, ikke?«.

»Så var jeg på bodega på Amager, efter at vi havde været inde og fejre, at Michael Mazes sted, ’John & Woo’, er lavet om til en sportsbar. Vi sidder fem par og spiller terninger helt roligt, da der går nogle fulde piger forbi og tager min hat. Sådan noget sker tit for mig«, siger Nicklas Bendtner:

»Det bliver sådan et irriterende moment, for jeg kan ikke rigtig reagere. Jo, jeg kan pænt bede om min hat, men så løber de af sted. Jeg kan ikke gøre meget mere uden at risikere, at det ender på forsiderne. Den slags tænker jeg over hele tiden. Jeg er konstant på vagt. Det er mærkeligt at leve i, og jeg bryder mig virkelig ikke om det«.

Det er i den urolige ramme, at Nicklas Bendtner nu forsøger at finde ro.

Siden karrierestoppet har han medvirket i en reality-serie med sin ekskæreste, han er en del af podcasten ’Stolpe Ind’, og han er vært på tv-programmet ’Nicklas Pranker’, en slags skjult kamera for kendte. På den måde lever han af sit navn, og på sin vis piner det ham.

»Hvis jeg kunne være her helt uden sociale medier, ville jeg ikke engang tænke på at have det«, siger Nicklas Bendtner, der har 434.000 følgere på Instagram, hvor han jævnligt lægger billeder op:

»Men jeg har det, fordi det giver noget værdi og et talerør samt er en del af mine muligheder for at lave noget nu. Jeg ville bare ønske, det ikke var nødvendigt«.

Desuden har Nicklas Bendtner gået på – og bestået – træneruddannelsen. Han ser for sig, at det er der i fodbolden, hans fremtid engang ligger, så han endelig kan udfylde det hul, sporten har efterladt. Tiden er inde til, at han affinder sig med at være død første gang.