For de fleste håndboldspillere og for mange andre atleter er OL det største. Det var det selvfølgelig også for mig. Jeg var kun 19 år og havde lige spillet mit første VM i 2011, hvor jeg kom med på et afbud. Jeg blev udtaget til OL, samme dag jeg blev student, så det var bare en helt vanvittig dag. Jeg tror ikke, at jeg på det tidspunkt forstod, hvor stort det egentlig var«.
»Det gik op for mig, at vi bare er nogle brikker i et kæmpe, kæmpe puslespil, da vi kom til London. Vores første træning foregik kl. ti om aftenen, og det var jo slet ikke som en almindelig VM- eller EM-turnering«.
»Jeg kendte ikke særlig mange andre atleter. Jeg mødte blandt andre fodboldspilleren Ryan Giggs, som jeg troede var en atletikstjerne. Der var mange ting, hvor jeg tror, at frontallapperne ikke var nået helt sammen«.
»Jeg var god til på den ene side at være meget i min egen lille osteklokke, men også til at tage tingene, som de kom. Selvfølgelig var det kæmpestort, men jeg blev ikke distraheret. Jeg var mere bare glad og taknemmelig for at være der og sugede det hele til mig. Jeg tænkte ikke så meget over presset som sådan, tror jeg«.
