Rob Walton elsker biler. Veteranracerbiler for at være helt præcis. Det skønnes, at hans bilpark, der inkluderer 12 Ferrarier, 6 Porscher, 2 Maseratier og en 1963 Corvette Grand Sport Roadster, har en samlet værdi af 226 millioner dollars.
Rob Walton elsker også at køre i sine biler. I august 2012 gik det dog galt. Bremserne på hans garderblå Shelby Cobra Daytona Coupe fra 1964 svigtede på vej ind i Laguna Seca-banens femte sving. Et splitsekund senere bragede han ind i dækbarrieren.
Bilen, der kun findes i seks eksemplarer og anslås at være 15 millioner dollars værd, var stærkt medtaget. Walton selv slap uden skrammer og kunne køre først over stregen i det næste løb i sin røde Ferrari 250 GT SWB fra 1961.
Ulykken er en af de få anekdoter, man kan opstøve om Rob Walton, der foretrækker at holde sig ude af rampelyset. Det får han sværere ved nu, efter at han har kastet sin kærlighed på en anden slags hestekræfter. Tirsdag blev han formelt ny ejer af Denver Broncos, som blev sat til salg i februar af boet efter Hall of Fame-medlemmet Pat Bowlen, der døde i 2019.
