Der var engang en dreng, der hed Frederik. Frederik var vild med tennis. Hele hans familie var vilde med tennis – og gode til det. Hans far var så god, at han spillede på landsholdet, og hans farfar, Kurt, havde været endnu bedre, en af de bedste i verden, så god til tennis, at han flere gange spillede med til Wimbledon og nåede helt frem til finalen.
Frederik var ni år gammel, første gang farfar Kurt tog ham med til London og ud for at se Wimbledon. Stjernerne hed Pete Sampras og Steffi Graf, og Frederik sad dagen lang på tilskuerpladserne med øjne så store som tennisbolde. Han så Kenneth Carlsen tabe til Cedric Pioline, han så Jim Courier vinde over Stefan Edberg, han spiste en pizzaslice og kom forbi en bane, der stod helt tom. Frederik vidste godt, at det var forbudt, men han kunne ikke dy sig – han måtte lige røre ved græsset, bare hurtigt, for at mærke, hvordan det føltes. Mere fast og hård end nogen græsplæne, han nogensinde havde gået på. Meget flottere. Grønnere.
Tænk, hvis han en dag kunne få lov til at spille tennis på sådan en græsbane, tænkte han.
Hjemme i Lyngby spillede han med sig selv op ad en mur, dag efter dag, mens han forestillede sig, at det var en kamp ved Wimbledon. Og hans gode kammerat Mikkel legede med, legede tv-reporter, der kom for at interviewe ham.
