På et tæppe i et telt i en stor mudret lejr i det nordlige Syrien ligger en underernæret etårig med pjusket lyst hår og store blå øjne.
Mohammed Skråmo vejer mindre end 3 kilo. Han kan ikke gå og magter knap nok at kravle. Hovedet ser unaturligt stort ud på den lille skrøbelige krop. Den tynde hud sidder stramt over kindbenene, og i tindingen træder et fintmasket net af blå årer tydeligt frem.
Mohammed ligger på maven og kæmper for at holde hovedet oppe, men musklerne i hans nakke er for svage. Kort efter bumper den ene kind ned mod bunden af teltet, og den lille slappe krop bliver liggende ved siden af en bunke skaller af solsikkekerner. Så begynder han at klynke lidt, små kraftesløse klynk.
Ved siden af Mohammed sidder seks større børn på en madras. Hans søskende. To af dem er tvillinger, to piger på 5 år. Alle har navne, der klinger arabisk, men de taler svensk med tydelig göteborgsk accent.
