0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix

På trapperne hvor en politimand blev slået ihjel forsøgte Biden at hele nationen. Men mange amerikanere kalder ham naiv

Joe Biden manede til forsoning i sin første tale som præsident. Men er det nok at ville hele nationens sjæl i et så splittet Amerika? Og kan Biden hele et land i krig med sig selv?

FOR ABONNENTER

I sensommeren sidste år, midt i en af historiens mest beskidte præsidentkampagner, midt under en pandemi der havde dræbt flere hundredtusinde amerikanere, midt under den største borgerrettighedskamp i generationer, blev Joe Biden spurgt, hvad han ville gøre, hvis han blev USA’s næste præsident.

Den 77-årige præsidentkandidat rakte lidt opgivende hænderne i vejret og svarede i en sætning fuld af Biden-typiske mundheld:

»Det afhænger af, hvad helvede jeg stadig har tilbage at gøre godt med. Not a joke. Jeg spiller ikke Karl Smart. Alting kan stadig nå at blive meget værre«.

Det var svært på det tidspunkt at forestille sig midt i det herrens år 2020, hvor meget han ville få ret.

Men da Joe Biden onsdag adresserede nationen som landets 46. præsident, var det tydeligt, at han fik ret. Det var blevet meget værre. Trapperne, han stod på, blev for præcis to uger siden stormet af en rasende hob af Trump-støtter med en hensigt om at omgøre valgresultatet og forhindre Biden i at blive præsident.

I sin tale anerkendte og adresserede præsident Biden det historisk kritiske øjeblik, som USA befinder sig i:

»Få mennesker i vores nations historie har været i mere udfordrende tider, end vi er i nu«, sagde Biden.

»Folkens, det her er prøvelsens time. Vi stod over for et angreb på vores demokrati, på sandheden, en raserende virus, systemisk racisme og en klimakrise, Amerikas rolle i verden«.

»Det er nu, vi bliver testet«

Men ligesom han har gjort fra dag 1 af sin kampagne, hvor han har lovet at »hele nationens sjæl«, så havde den i dag 78-årige midtersøgende karrierepolitiker især ét budskab og en løsning med sig:

»At overkomme disse udfordringer, at redde vores sjæl og Amerikas fremtid, kræver meget mere end ord. Det kræver det allermest flygtige i et demokrati – sammenhold. Sammenhold«, sagde han og gentog et af talens mest brugte ord:

»Sammenhold er vejen frem«

Joe Biden behøvede ikke andet end at skue ud over scenekanten for at se den akutte krise, USA befinder sig i. Langs National Malls gader stod der ikke tusindvis af jublende amerikanere som normalt til en præsidentiel indsættelse. Washington, D.C. var forvandlet til en krigszone med 25.000 udsendte soldater fra nationalgarden. Der var flere troværdige terrortrusler fra de samme slags mennesker, der havde stormet Kongressen, mod Joe Bidens indsættelse og i samtlige 50 delstater. Militære checkpoints ved hver karré gjorde det næsten umuligt som privat borger at se scenen.

Spørgsmålet er nu, om Joe Bidens USA overhovedet kan heles? Han vidste det også godt selv. At selv om han vandt på at være et modstykke til Trumps splittelse, dennes kynisme og hans racistiske, normskuende og autoritære lederskab, så bliver Bidens opfordring til sammenhold ikke nødvendigvis hørt.

»Jeg ved godt at tale om sammenhold kan lyde fjollet«, sagde han.

Alligevel var konklusionen på Bidens tale optimistisk. På trods af at en politibetjent blev tæsket til døde netop på de trapper, hvor han holdt tale, så var og blev hans budskab insisterende håbefuldt.

»Vi har lært, at vores demokrati er skrøbeligt, men i denne time, venner, har demokratiet sejret«, sagde han.


Men hans budskab, at demokratiet havde sejret, stod i skarp kontrast til en by, der ligner en krigszone i et land, der ikke bare er historisk splittet, men også synes at være grundlæggende uenigt om, hvad det overhovedet vil sige, at være et demokrati.

Splittelse eksploderet

Biden har fortalt, at han egentlig var gået på pension efter otte år som Obamas vicepræsident. Men i 2016 blev Trump valgt. Og i august 2017 marcherede hvide ekstremister med tændte fakler i Charlottesville, en moddemonstrant blev dræbt, mens Trump sagde, at der var gode folk på begge side.

Det fik ham, sagde Biden, til at stille op til præsidentvalget – det tredje i sit liv. Han ville vende tilbage til tiden før Trump, sagde han. Til et Amerika, som det så ud under Obama. Men som 6. januars stormløb med al tydelighed viste, så er det ikke Obamas Amerika, Joe Biden overtager. Det er Trumps Amerika.

De splittelser, man allerede så i Obama-tiden, er eksploderet de seneste fire år i en grad, så almindelige amerikanere på hver sin side af det politiske spektrum knap lever i samme virkelighed. De er ikke enige om helt basale fakta. Hvilket Biden også pegede på i sin tale.

Knap halvdelen af de mennesker, der stemte til præsidentvalget, mener ikke, at Joe Biden er en legitim præsident. De mener - uden beviser - at Trump tabte på grund af omfattende valgsnyd.

Efter stormløbet, hvis hovedkræfter var hvide ekstremister, er der blandt republikanere, både vælgere og politikere, begyndt at sprede sig en vedholdende konspirationsteori om, at den antifascistiske organisation Antifa stod bag angrebet i et forsøg på at skade Trump.

Både Biden og de liberale kommentatorer og medier synes at sætte deres lid til, at den personligt arrede Biden med sin medfølelse og varme, der de seneste døgn allerede har fået ham til at fælde flere tårer for rullende kameraer, vil kunne samle det amerikanske folk.

Men det Amerika, Biden forsøger at hele, vil for manges vedkommende ikke nødvendigvis forenes.

Som en Trump-støtte, en kvinde med et Q-klistermærke på sin telefon, sagde til Politiken i Washington efter angrebet på Kongressen: »Joe Biden har ikke vundet. Trump vandt. 20. januar begynder hans anden præsidentperiode«.

Og for amerikanere på den anden side af det politiske spektrum er det for mange heller ikke ønskværdigt med forsoning. De vil stille nogen til ansvar.

»Jeg respekterer Joe Bidens forsøg på at række ud til de mange mennesker, der stemte på Trump, men ikke støttede det, der skete den 6.januar. Men han bliver nødt til at gå mere aggressivt til de mennesker, der stod bag angrebet. De er som en kræftcelle, der ikke vil forsvinde,« sagde den demokratiske vælger Rubia Garcia, der som mange andre i Washington i går stod umiddelbart udenfor det indhegnede områgnede og fulgte indsættelsen på telefonen:

Philip Flores
Foto: Philip Flores

Rubia Garcia (th)

»Man kan ikke tale fornuft med mennesker, der lever i en parallel virkelighed. Jeg ved godt, Joe Biden har ry for at kunne arbejde henover midten, men der er også brug for, at han er hård. Og tager et direkte opgør med dem, der angreb kongressen«.

Obama og Joe Biden blev efter deres otte år i Det Hvide Hus især kritiseret for ikke at holde finanskrisens bagmænd ansvarlige. Obama »foretrak at se fremad i stedet for at se tilbage«, som der står i Evan Osnos Biden-biografi.

En CNN-meningsmåling viser, at der blandt amerikanerne er stor skepsis over for, om det vil være muligt for ham at forene landet.

Naiv tro på samarbejde

Joe Biden selv er kendt som en konsensussøgende politiker, der som Obamas vicepræsident og før det som senator i årtier, var kendt som en mægler i Kongressen med tætte venskaber blandt både demokrater og republikanere.

Noget af det, som Biden har haft mest succes med som politiker, er hans unikke evne til at connecte med folk på tomandshånd. I hans primærvalgskampagne – inden corona – så man ham fortabe sig efter sine vælgermøder for at tale med sine landsmænd. Han kan – måske i kraft af sine mange personlige tab i livet, hvor han har mistet en hustru, en datter og en søn – især trænge igennem til folk i sorg eller krise. En evne, der om noget er brug for i det kriseramte og coronahærgede Amerika lige nu.

Biden har, som biografen Evan Osnos beskriver, stadig en indædt tro på, at ikke bare kan han forene amerikanerne, når Trump er ude af Det Hvide Hus. Han tror også på, at han kan arbejde hen over midten i Kongressen.

Hans tætte rådgiver og kommende stabschef i Det Hvide Hus, Ron Klain, har sammenlignet ham med Lyndon B. Johnson, den texanske demokrat, der fik gennemført en langt mere progressiv agenda end hans unge og mere progressive forgænger, Kennedy, netop fordi årtier i Kongressen havde givet ham personlige forhold til folk på begge sider af det politiske spektrum. Men den tanke har kritikere kaldt dybt naiv.

Selv Obama, der også blev valgt med et budskab om at skabe enhed i Amerika, har efter sin præsidentperiode sagt, at noget af det, han fortrød mest, var »at vi fortsatte med at tro, at republikanerne i Kongressen spillede efter reglerne og ville være villige til at forhandle og gå på kompromis«.

I sidste uge sagde Biden, at han troede, at netop den ufattelige vold, man så den onsdag i Kongressen ville løsne Trumps jerngreb om Det Republikanske Parti og på den måde gøre det nemmere at få gennemført sin politik, der blandt andet tæller en højere mindsteløn og gennemgribende klimaforandringer.

Selv om demokraterne har flertal i begge kamre og i Det Hvide Hus, og Joe Biden med præsidentielle dekreter straks vil lade USA genindtræde i Paris-aftalen, vil ophæve rejseforbud fra muslimske lande og indføre maskepåbud føderalt, kræver andre af hans valgløfter et samarbejde med i hvert fald nogle republikanere. Han kan godt skrive USA ind i Paris-aftalen, men underskriften er ikke meget værd uden alle de reformer, der skal få amerikanerne til at udskifte deres biler. Det kræver, at han har Kongressen med sig.

X-faktor

Og så er der selvfølgelig den store X-faktor, når Joe Biden skal forsøge at hele landet og skabe politisk samling: den nu tidligere præsident Donald Trump. En mand, der forlod embedet på lige så uortodoks vis, som han har administreret det.

Stik imod alle traditioner nægtede han onsdag at medvirke i overdragelsen af præsidentposten til Joe Biden. Han efterlod – forlyder det – som det har været skik og brug en lille besked på skrivebordet til Joe Biden, men derefter satte han sig tidligt om morgenen til rette i præsidentens helikopter.

Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Foran Det Hvide Hus, bag flere lag af hegn, jublede en håndfuld fremmødte, da de kunne se Trumps helikopter flyve væk fra Det Hvide Hus for sidste gang. »Trump er færdig«, stod der på en kvindes skilt.

Marilyn Ray på 58 år havde taget sin datter A’lino Ray hele vejen med fra Texas for at se det.

»Jeg føler sådan en lettelse og fred indeni«, sagde hun.

Foto: Sandra Brovall

Men ved hegnet ikke langt derfra stod også newyorkeren Joe Brunner i en rød MAGA-kasket. Han havde planlagt at deltage i en protest for Trump senere.

»Det her er en trist dag«, sagde han.

Foto: Sandra Brovall

11 minutter senere landede Trump sammen med førstedamen Melania Trump på St. Andrews-basen uden for Washington, D.C., til en afskedsfest, som han selv havde iscenesat med alt fra kanonsalutter til militærband..

Her holdt han en tilsyneladende fuldstændig improviseret tale uden at nævne den tiltrædende præsident Joe Biden en eneste gang. Nogle af Trumps sidste offentlige ord som præsident blev denne kryptiske sætning:

»Vi kommer til at vende tilbage. På den ene eller anden måde ... hav et godt liv!«

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden