I den lange og mørke tunnel på Viale Lungiana, mindre end 500 meter fra Milanos hovedbanegård, drøner bilerne i to spor på hver sin side af en midterrabat med søjler. I forbifarten kan man se, hvordan nogle har indrettet sig der. En mand af afrikansk afstamning skubber en overlæsset indkøbsvogn, formodentlig er den fyldt med hans ejendele. Stakke af papkasser gør det ud for madrasser. Folk sover under tæpper der, selv om det er formiddag. Måske ligger der 20 personer i tunellen på denne måde. Den kraftige lugt af urin og bilos river i næsen.
På pladsen foran banegården – den imponerende hvide bygning, som Benito Mussolini opførte som et symbol på fascismens evne til at reparere et ødelagt Italien – er der travlt. Banegården er knudepunktet i den pulserende metropol. Og pladsen er kendt for at være samlingssted for migranter uden opholdstilladelse. Human Rights Watch anslår, at der lever op mod 700.000 personer uden opholdstilladelse i Italien. Kommunen Milano ved ikke, hvor mange af dem der opholder sig i Milano.
Under migrantkrisen i 2015-17, hvor en halv million migranter og flygtninge strømmede ind i Italien, var det her på banegården, at mange steg om bord på tog, der kunne føre dem videre ud i Europa. Og der var deciderede menneskesmuglerringe, der opererede herfra og tilbød et sæde i en bil, der skulle køre mod eksempelvis Frankrig, Tyskland eller Skandinavien.
Men mange kom aldrig videre.
