Der er vel ikke noget at sige til, at de skuler ondt efter os, eftersom vi praktisk talt triller direkte igennem deres brunch i vores benzindrevne bil. Hvis de vidste, at vi var journalister, ville de sikkert have skulet dobbelt så ondt. De her mennesker hader medierne næsten lige så meget, som de hader fossile brændstoffer.
Vi parkerer rundt om hjørnet på en vej, der før i tiden fortsatte til næste landsby. Nu er den bidt over og slugt af de enorme gravemaskiner, som på afstand minder om de kødædende tyrannosaurusser, der levede for cirka 66 millioner år siden.
Den nu blinde vej er det eneste, der adskiller landsbyen Lützerath fra det kolossale krater, nutidsøglerne har frembragt i deres jagt på brunkul. Den åbne mine, Garzweiler, strækker sig, så langt øjet rækker. Og lige her, på den anden side af vejen, nærmest på kanten af krateret, sidder et halvt hundrede aktivister så og spiser brunch. De sidder bænket om borde mellem en gammel campingvogn og et partytelt og er omgivet af store bannere, som alle mere eller mindre bærer det samme budskab: At energimastodonten RWE skal droppe kullene. Øjeblikkelig!
På klimaaktivisternes hjemmeside har vi læst, at »alle er velkomne til brunch«, så vi kører simpelthen derud. Det er en lille times kørsel vest for Köln, det sidste stykke gennem skov og bølgende marker.
