I 1958 vakte det en del debat, da den danskfødte billedhugger Per Palle Storms store arbejdermonument blev præsenteret på Youngstorget i Oslo lige mellem LO’s hovedkvarter Folkets Hus og Arbeiderpartiets 11 etager høje art deco-bygning.
Året før havde Arbeiderpartiets største mand, landsfaderen Einar Gerhardsen, indkasseret sit hidtil bedste resultat med 48,3 procent af stemmerne. Kritikere pegede på den utilslørede naturalisme hos monumentets fem meter høje arbejder, der marcherer sejrssikkert afsted med en enorm hammer over skulderen lige ved siden af magtens centrum.
Den slags tilslutning kan Jonas Gahr Støre kun kigge i vejviseren efter. Men mindre kan gøre det her i 2020’erne. Og resultere i ekstatisk og ellevild stemning i Folkets Hus, hvor Arbeiderpartiet fejrede udsigten til fire år med styrepinden i norsk politik. Og en overvældende valgsejr til den rødgrønne blok efter otte år med blå regeringer under Høyres formand Erna Solbergs ledelse.
»Kære alle sammen. Vi har ventet, vi har håbet, og vi har arbejdet så hårdt. Og nu kan vi endelig sige: »Vi klarede det««, indledte Jonas Gahr Støre og blev afbrudt øredøvende jubel fra partifæller.
