Foran bagindgangen til en enorm, grå lagerbygning med mure af beton og frilagte småsten – i et øde industrikvarter i udkanten af El Paso i Texas – står omkring 40 mennesker i 4 rækker og venter på at blive lukket ind, mens solen bager ned. Der er 35 grader varmt i skyggen.
De fleste af dem har sorte kinasko med hvide såler og bærer enkle, umærkede og lidt for store beige, bordeaux eller blå T-shirts. Løse grønne, mørkeblå eller lysegrå træningsbukser. I hænderne holder de dokumenter og små plastikposer med deres lige nu vigtigste ejendele: pas, mobiltelefoner, måske smykker, måske et par klipklapper.
Det er ret let at få associationer til et fængsel eller en arbejdslejr af en slags, men bortset fra omgivelserne er der ingen tristesse at spore, og der går livlige samtaler på kryds og tværs af køerne på et lidt dovent spansk, hvor de lange ord afkortes og de bløde d’er udelades i farten: De fleste er fra Venezuela.
En familie på fem – Alejandro Sanchez, hans hustru og deres tre børn på 14, 11 og 6 år – gør sig særligt bemærket. De fniser og griner og snakker højt, og de er så ivrige efter at fortælle deres historie, at de taler i munden på hinanden:
