I alt 11 arbejdsfrie dage blev afskaffet i en dramatisk ændring af helligdagsanordningen i 1770. Kun 11 helligdage stod tilbage, herunder påskedag og pinsedag, der jo altid falder på en søndag. Så reelt ni arbejdsfri dage.
Når nu vi tilsyneladende står over for afskaffelsen af store bededag, der overlevede 1770, er det interessant at se, hvad der skete dengang. Hvilke argumenter brugte man? Og hvilken kritik mødte man? Bagsiden har læst tidsskriftet Den Jyske Historiker fra 2004, hvor Jens Toftgaard, der i dag er udviklingschef på Museum Odense, har skrevet om ’Den danske Helligdagsreduktion 1770’.
Vi er heldige, at der også var bureaukrati i 1770, og der derfor er et rigt kildemateriale, så det kan fastslås, at ideen opstod i Statsbalancekommissionen. Den var nedsat i 1767 for at styrke landets økonomi, og i april 1770 foreslog kommissionen at afskaffe tredje jule-, påske- og pinsedag samt »andre i lige indfaldende helligdage«.
Fordi det var et kirkeligt emne, blev det straks sendt videre til Danske Kancelli og dets underorgan: Generalkirkeinspektionskollegiet. Her var der overhovedet ikke enighed om, hvor mange og hvilke helligdage der skulle afskaffes, så kollegiets formand Otto Thott bad hvert medlem om en betænkning. Ud fra dem blev forordningen formuleret, derefter vedtaget af Danske Kancelli og sendt videre til den skøre kong Christian VII, som underskrev 26. oktober 1770. Ikke nogen demokratisk proces, men dog en proces med indblanding af økonomer, embedsmænd og teologer.
