Det er en meget surrealistisk oplevelse at træde ind ad svingdøren i det ikoniske forskertårn i midten af København på en ikke helt almindelig hverdag. Forhallen, der plejer at være et levende mylder af studerende, forelæsere, rengøringspersonale, laboranter og videnskabsfolk, er helt tom. Der er stille. Helt stille.
Det første, man møder i bygningen, der plejer at tage imod med åbne døre, er et midlertidigt stålhegn – også kendt som et svinehegn – der fører hen til portvagten i et glasbur.
Det kunne være en scene fra en katastrofefilm, men det er det ikke. En lille virus, der ikke kan ses med det blotte øje, har lammet vores samfund og tvunget det offentlige Danmark til at lukke ned i håb om at kunne begrænse smittespredningen i den epidemi, som nu for alvor er ved at tage fart og risikerer at presse vores sundhedssystem i knæ.
Den larmende stilhed bliver afbrudt af lyden fra små hurtige skridt. Det er den dansk-egyptiske professor Ali Salanti med håret i en hestehale, som er født og opvokset i Hobro, der kommer rundt om hjørnet. Han nikker til portvagten og fortæller ham, at fotografen og jeg som en undtagelse har fået lov til at komme indenfor. Med både forskningsdekanens og fakultetsdirektørens velsignelse.
