Sebastian Aristotelis kunne mærke tvivlen vokse i brystet, da han så den rå kyst ud for Moriusaq i det nordvestlige Grønland. Havet, isbjergene og de mørke klipper lå badet i det rødlige lys fra solen, der stadig balancerede på kanten af horisonten, selv om det var efter midnat.
Det var et smukt syn, og han følte sig tryg her på søværnets sejlende fæstning, inspektionsfartøjet ’Knud Rasmussen’. Men snart ville han blive sat af sammen med sin ven og kollega Karl-Johan Sørensen.
Skibet ville herefter fortsætte sin sejlads op ad kysten, og de to mænd ville være efterladt med deres hjemmebyggede månebase, kassevis af udstyr, pulvermad og den riffel, der skulle beskytte dem mod de sultne isbjørne og resten af tundraens rovdyr, som, ud over dem selv, ville være de eneste levende væsner i mange kilometers omkreds.
»Hvis vi skal fortryde, vil nu være et rigtig godt tidspunkt«, tænkte Sebastian Aristotelis, mens skibet nærmede sig kysten. Men inderst inde vidste han godt, at de for længst var forbi det punkt, hvor de kunne vende om.
